Skjendsel han havde lidt af Kongen for den Velvilje, han havde viist ham; at han havde baade laant ham Land og Folk, men at .Kongen dog ikke lønnede det anderledes, end at han nu vilde fratage ham hans Trediedeel af Riget[1]. Han opregnede ogsaa mange andre Beskyldninger mod Kongen. Endelig traadte Ivar Lagmand frem, og begyndte ligeledes med at opregne Hertugens Æt; han sluttede med at erklære Hertugen for ene arveberettiget til Norge, og gav ham derfor Kongenavn, Land og Thegner med alle de Skatlande, der ligge under Norges Konge. Det var ham, sagde han, en sand Glæde at gjøre det. Den saaledes udnævnte Konge rejste sig, talte nogle Ord, og aflagde, med Haanden paa St. Olafs Skriin, den sædvanlige Hyldingsed, at han skulde holde St. Olafs Lov mod sine Thegner. Derpaa kaldte han først sine Lendermænd, saa Skutilsveinerne, Hirdmændene og endelig Bønderne fra alle Fylker frem, og modtog deres Troskabsed, hvorpaa Thinget hævedes, og Skrinet blev baaret tilbage til Kirken. Skule ledsagede det selv, men blev ikke mødt med Procession af Gejstligheden, som det ellers var sædvanligt ved Hylding, ligesaa lidet som der blev ringet til hans Ære. Kun to af Chorsbrødrene mødte ham udenfor Olafskirken, og ledsagede ham til Christkirken. Dog fandt man, heder det, Chorsbrødrene mindre uvenligt stemte mod Skule, end man efter det Forefaldne skulde have ventet. Dagens Højtideligheder sluttede med et Gjestebud, som Skule gav sine Krigere[2].
Det vovelige Skridt var nu gjort, og det gjaldt at handle med Raskhed, for at erhverve de største mulige Fordele, inden Kongen“erfarede det skede, og kunde tage sine Forholdsregler derefter. Herom raadslog Hertugen nu med fine Mænd. Nogle af disse raadede til at han strax skulde drage mod Kongen med al den Krigsmagt, han i Hast kunde faa samlet, for at tage ham med Overraskelse. Man vidste nemlig, at Kongen havde givet alle sine Lendermænd Hjemlov, og kun sad med en ubetydelig Styrke i Bergen; man havde derhos brugt den Forsigtighed at besætte alle Veje baade til Lands og Vands paa det omhyggeligste, for at Kongen ikke paa nogen Tid skulde faa mindste Nys om det forefaldne, og man troede virkelig at have forebygget dette. Andre foresloge derimod ej at drage med hele Hæren mod Kongen, men at sende de Folk, man havde, i mindre Afdelinger ud til forskjellige Kanter, deels mod ham, deels for at angribe og dræbe hans Mænd, hvor man traf dem. Dette Raad blev taget til Følge. Nogle Troppehøvdinger sendtes til Haalogaland, andre til Oplandene,
