havde allerede længe af hele hans Ferd været indlysende for alle og enhver, at han havde store Planer fore, men hvilke disse vare, vidste man endnu ikke i Almindelighed. Nysgjerrigheden bar derfor vistnok bragt en ikke uanseelig Mængde sammen til Thinget. Dette holdtes St. Leonhardsdag den 6te November, der tillige var en Søndag[1]. Der ringedes til Højmesse, og alt Folket gik op til Christkirken som sædvanligt. Idet Messen begyndte, kom først Hertugens Klerk eller Haandsekretær, Mester Berg, ind i Kirken, og saa sig om til alle Kanter, som om han spejdede efter noget. Siden, da Euangeliet var læst, kom Hertugen selv ind i Kirken med et stort Følge, gik lige op i Choret, og lod Chorsbrødrene kalde til sig. Imidlertid maatte Messen afbrydes, og idet samme hørte man, at der udenfor blæstes til Ørething, og at Bønder, Kjøbmænd og hele Almuen tilsagdes at møde[2]. Hertugen fordrede hverken mere eller mindre, end at Chorsbrødrene skulde give sit Minde til at St. Olafs Skriin blev baaret ud paa Thinget, som sædvanligt ved Kongehylding. .De vidste ikke strax, hvad de skulde svare hertil, thi skjønt de fleste af dem vistnok gjerne vilde føje ham, saa havde dog Eystein Sure, der af Erkebiskoppen var beskikket til deres Formand i hans Fraværelse, Betænkeligheder, da man nu tydeligt nok kunde skjønne, hvad Meningen var. Hertugen spurgte utaalmodigt, hvorfor de nølede saa længe med at give ham Besked. De svarede at det var en betænkelig Sag, og bade om at de et Øjeblik maatte træde til Side for at overlægge derom. Hertugen kunde ikke negte dem denne Begjæring, og de trak sig tilbage i den sydlige Deel af Choret, hvor de talte sammen, uden dog at kunne komme til Enighed; thi nogle vilde at Skrinet strax skulde bæres ud, Eystein derimod negtede sit Samtykke. Da han havde mest at sige, blev det, som han vilde. Han svarede Hertugen, at Sagen fik bero, indtil Erkebiskoppen selv kom hjem, og befalede derpaa den forrettende Prest at fortsætte med Messen. „Hvorfor vil du altid trodse mine Ord, og staa saavel min Vilje og Hæder som dine Brødres samstemmige Ønske imod“, udbrød Hertugen, forlod Kirken, og gik tilbage til Kongsgaarden. Hans Søn Peter derimod, Stallaren Arnfinn Thjovssøn, en af hans ældste Tilhængere, og en heel Deel andre Varbelger bleve tilbage i Kirken og gik lige op til Højalteret, for at tage Skrinet ned trods Eysteins Ord. Da stillede Eystein sig foran Alteret og sagde: „vi gjøre herved vitterligt for alle og enhver, at vi lyse dem i Ban, der vove at bringe Skrinet bort uden vort, Chorsbrødrenes, Samtykke“. Men Peter sagde
