Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/945

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
927
1237. Rivninger mellem Kongens og Hertugens Sysselmænd.
135. Rivninger mellem Kongens og Hertugens Sysselmænd. Snorre Sturlassøn i Norge.


Allerede den samme Vaar, Kong Haakon havde givet Skule Hertugstitel, sporede man ubehagelige Følger af at begge Fyrsters Sysselmænd residerede tilsammen, eller i det mindste nær ved hinanden, i en og samme Syssel, og saa at sige bestyrede denne i Fællesskab. Til sine Sysselmænd paa Hedemarken havde Jarlen udnævnt en vis Haakon Duva saavel som før omtalte Baard Isaksbroder, der havde været hans Gesandt hos Kejser Frederik 11; den kongelige Sysselmand var Thord, en Søn af den gamle Frederik Slafse, der under Kongens Barndom og Ungdom havde viist ham saa megen Troskab og Hengivenhed[1]. Baard blev forelsket i Thords Hustru, og røvede hende med sin Kollega, Haakon Duvas Hjelp. Da denne frekke Handling kom Kongen for Øre, blev han yderst forbitret derover, som rimeligt var, og ikke engang Hertugen kunde andet end misbillige den, om han end i sit Hjerte holdt med Baard. Kongen sendte strax en af sine Mænd, ved Navn Jon Provstesøn, med et tilstrækkeligt Følge for at afstraffe Baard, og da Jon traf denne paa hans Fartøj i Mjøsen, lod han ham strax gribe og aflive. Om han havde Kongens Befaling til at gaa frem med en saadan Strenghed, eller handlede efter egen Indskydelse, siges ikke; det første synes dog rimeligst, da Fornærmelsen var saa stor, at den mellem Mænd af Ære vanskeligt kunde udsones uden med Blod, og ej længe efter faldt ogsaa Baards Medhjælper, Haakon Duva, for den fornærmede Egtemand, Thord Frederikssøns, egen Haand i Tunsberg, uden at der tales om, at han blev krævet til noget Regnskab derfor af Kongen. Derimod kunde Hertugen, skjønt han just ikke lod mange Ord falde derom, dog ikke skjule sin Misfornøjelse dermed. Og den Harme, han følte derover, men endnu ej vovede at give Luft, har vistnok bidraget sin Deel til at fremskynde hans aabenbare Frafald. Sommeren havde han og Kongen tilbragt i Bergen, hvor de begave sig hen kort efter at Jon var bleven afsendt til Hedemarken. Det lader ikke til, at der i Bergen var dem noget imellem. Deres Tid blev ogsaa, som det synes, for en stor Deel optagen ved en alvorlig Trætte, der fandt Sted mellem Byens Borgere og de tydske, fornemmelig, som man maa antage, lübeckske Kjøbmænd, der nu alt mere og mere begyndte at blive anmassende i de nordiske Havne og Farvande, isærdeleshed efter at deres Stad med Held havde trodset den danske Kong Valdemars og den holstenske Grev Adolfs forenede Angreb (1234 og 1235), og for sig selv erhvervet Rigs-Umiddelbarhed, hvil-

  1. Alt Thord var Sysselmand efter sin Fader, siges ikke udtrykkeligt, men det synes aabenbart at være forudsat som bekjendt.