ket omtrent kunde betragtes eenstydigt med fuldkommen Selvstændighed (24de Juni 1235)[1]. Tydskerne, heder det, havde lagt sine Kogger ved Bryggerne i Bergen, hvor Bymændene ej bilde have dem, ja endog beskadiget nogle Skibe, som laa der i Forvejen, idet de søgte at trænge dem bort. Bymændene vilde nu med væbnet Haand drive de uhøflige Gjester bort, og heraf opstod der et formeligt Slag, hvorved flere Tydskere deels faldt, deels bleve jagne ud i Vandet, og mange bleve saarede. Her havde man en Forsmag paa, hvad Lübeckerne senere hen, efter Hanseforbundets Oprettelse, vovede at byde Nordmændene, men hvad man da endnu vistnok var langt fra at ane. Alt dette var skeet førend Kongen og Hertugen kom til Bergen. De fik, berettes der, Sagen bilagt, men det tilføjes ikke hvorledes[2]. Sandsynligviis have dog nok Bergens Borgere maattet give Erstatning, thi, saa vidt man kan skjønne, var Handelen med Lübeck allerede bleven uundværlig for Norge, i det mindste for Bergen. Mod Sommerens Ende rejste Kongen og Hertugen tilsammen til Viken, hvor de tilbragte Vintren (1237–38) i Oslo. Her vare de samlede om Julen, siden holdt de hver sin Huusholdning, men tilbragte sædvanlig Aftenerne med hinanden. Om Vaaren, i Fasten, tiltraadte Hertugen en Rejse til Throndhjem, formodentlig for at ordne flere Anliggender med Hensyn til det nys stiftede Reins Kloster, maaskee endog for at være tilstede ved den højtidelige Indvielse af hans Syster Fru Sigrid til Abbedisse, hvilken Akt først nu synes at have fundet Sted[3]. Ved Afskeden skiltes han og Kongen nok saa venligt ad, og de aftalte at de næste Sommer atter skulde mødes i Bergen „da de skjønnede at det altid var bedre .mellem dem, naar de vare sammen“. I Følge med Hertugen var Urøkja Snorressøn, der Høsten forud var kommen tilbage fra Rom, og havde tilbragt Vintren hos Hertugen i Oslo. I Nidaros traf Urøkja sin Fader saavel som de fleste øvrige Høvdinger fra Island, der Høsten forud vare dragne derfra. Snorre, den fornemste af dem alle, havde om Vintren været Peters, Hertugens Søns, Gjest, og derved noksom lagt for Dagen, til hvilket Parti han heldede[4]. Det var ogsaa naturligt,
- ↑ Se Detmars Chronicon, ved 1234, 35.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 193.
- ↑ Først ved denne Tid kaldes hun nemlig Abbedisse. Vel omtales hun ej i den nærmest foregaaende Tid, saa at hun gjerne kan være bleven Abbedisse noget for, men det er ovenfor viist, at Skules Ophold paa Rein om Paasken 1237 synes at antyde, at Klostret da endnu ikke var kommet ganske i Stand. Af Hertugens paafølgende matte med Aasulf paa Austraat sees det ogsaa tydeligt, at en Ordning af Klosterets Anliggender paa denne Tid maa have fundet Sted.
- ↑ Sturlungasaga VI. 5. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 194.
