hvor han nu atter agtede at fæste Bo[1]. Thorleif og Olaf indskibede sig om Sommeren paa Ørebakke, og i Følge med dem blev ogsaa Snorre Sturlassøn saavel som Sturlas egen Broder, Thord Kakale. Der var nemlig indløben en Stevning fra Kong Haakon, Skule Jarl og Erkebiskop Sigurd i Forening til alle Godordsmændene paa Island om at komme over til Norge, for der, som man maa formode, at underkaste sig deres Dom eller Voldgift, og saaledes faa sine Trætter bilagte i Mindelighed. Stevningen maa være bleven affattet og udfærdiget under Haakons og Skules fælles Ophold i Nidaros, eller paa samme Tid, der Forliget sluttedes med Biskop Paal, ligesom det og er sandsynligt, at den nærmest var fremkaldt ved Urøkjas foruroligende Skildringer af Fejderne paa Øen og Sturlas voldsomme Ferd[2]. Der kom ogsaa, siges der, mange andre Breve, sandsynligviis fra Kongen og Erkebiskoppen, til Island, men bleve kun lidet respekterede. Hvilke Adkomster man for Resten anførte til at indstevne dem, nævnes ej; for saa vidt enkelte af dem vare Kongens og Hertugens haandgangne Mænd, kunde dette Forhold paaberaabes, og Erkebiskoppen kunde bruge den kirkelige Autoritet. Sturla havde saaledes gjort en ganske klækkelig Begyndelse til at udføre den mellem ham og Kongen trufne Aftale, men rigtignok paa en langt haardere og voldsommere Maade, end denne havde ønsket. Men han var dog ustridigt bleven Øens mægtigste Mand. Thord Sturlassøn, der hidtil nogenlunde havde vidst at holde sig oppe mod ham paa Vestlandet, døde endnu samme Aar; hans egtefødde Søn og Hovedarving Bødvar, var blid og sagtmodig, de øvrige havde ikke stort at sige. De eneste, som endnu kunde maale sig med ham, vare Kolbein unge og Gissur Thorvaldssøn. Disses Magt stod altsaa tilbage for ham at knække. Hans Sammenstød med dem, der dog fik et ganske andet Udfald end han selv og vistnok de fleste af hans Omgivelser ventede, vil i det følgende blive omtalt. Imidlertid vende vi os atter til Norge, hvor Uenigheden mellem Kongen og Jarlen paany var i Tiltagende, og nu, efter at de to Fyrster havde begyndt at blande sig hyppigere og mere umiddelbart ind i de islandske Forhold, ogsaa udøvede en kjendelig Indvirkning paa disse, eftersom Øens Høvdinger nu allerede næsten nødsagedes til at tage Parti enten med den ene eller den anden af de tvende stridende Parter.
- ↑ Sturlunga-Saga, VI. 2. Annalerne, ved 1237.
- ↑ Annalerne, ved 1237. Siden Skule her udtrykkelig nævnes „Jarl“, ikke „Hertug“, synes Indstevningen at maatte verre udfærdiget før hans Ophøielse til denne Værdighed. Senere vare heller ikke Kongen, Hertugen og Erkebiskoppen synderligt sammen, og desuden vilde Stevningen, udstedt ved Midsommertid, neppe have truffet Snorre og de øvrige Høvdinger paa Øen.
