Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/943

925

1237. Slag ved Bø mellem Sturla og Thorleif paa Garde.

at give sig Sturla i Vold, og forlod Thorleif selv anden. Denne derimod drog længer op i Heredet, hvor ogsaa Olaf Thordssøn fra Borg og en vis Odd Sveinbjørnssøn fra Sønderlandet stødte til ham med Hjelpetropper, og oppebiede Sturla, vel rustet og kampfærdig, paa Sandhøjderne i Nærheden af Gaarden Bø. Strax efter kom Sturla (28de April). Bødvar, Huusbonden paa Bø, der allerede forrige Gang havde forhindret et fiendtligt Sammenstød mellem dem, søgte ogsaa nu at megle Fred. Men Sturla vilde ikke høre om anden Betingelse, end Selvdom. Ester Bødvars indstændige Dom erklærede Thorleif sig villig til at underkaste sig dette. Men da Sturla nu end videre fordrede at han og alle hans Mænd skulde strække Vaaben, afbrød Thorleif alle Underhandlinger, rykkede med sin Skare hen til Gaarden, og stillede sine Folk til Forsvar, deels paa, deels omkring Husene. Sturla fulgte efter og begyndte strax et hidsigt Angreb, idet han under Kampen lod Bødvar selv og et Par andre paa Gaarden hjemmehørende Mænd sætte i Forvaring. Et saa blodigt Slag, som det, der nu leveredes, og imellem saa anseelige Stridskræfter paa begge Sider, havde indtil da neppe staaet paa Island, i det mindste ej siden Njaalsbrandens eller Heidarvigenes Dage; men det er ogsaa det første i Rækken af alle de blodige Sammenstød, hvoraf den forfærdelige Sturlungatid vrimler, og som give den sit særegne Præg. Her er ikke længer synderlig Tale om mindre Overfald og Smaafegtninger mellem enkelte lidet talrige Hobe. Vi see formelige Slag, mellem Krigshære paa flere Hundreder, vistnok ingen betydelig Styrke i sig selv, men altid temmelig meget i Forhold til Øens Befolkning, og i alle Fald lige saa meget som i de fleste Slag under Borgerkrigene i Norge mellem Birkebeiner, Heklunger, Kuvlunger, Bagler og Ribbunger. De Angrebne forsvarede sig med megen Tapperhed, men maatte dog tilsidst give efter for den rasende Voldsomhed, hvormed Sturlas Mænd satte ind paa dem, og stormede Husene. Thorleif selv kom med en Deel af de Flygtende ind i Kirken, men denne kunde neppe rumme Halvdelen, og Sturlas Mænd hug dem, der stode udenfor, ned for Fode, saa at Ligene dyngede sig op foran Kirkedøren, uden at Sturla forhastede sig med at standse Blodbadet. Af Thorleifs Hær faldt der i det Hele 31 Mand, og en Mængde bleve saarede. Sturla havde kun to Mand dræbte og 23 saarede. Sturla skjenkede siden Thorleif, Olaf Thordssøn og de øvrige, der havde søgt Fristed i Kirken, Livet, imod at de overlode ham Selvdom, og han forkyndte først og fremst, sin Aftale med Kongen tro, at Thorleif og Olaf skulde forlade Landet. Siden hjemsøgte han Thorleifs Gaard, Garde, og røvede der en Mængde Kvæg og Gods, ja lod endog en heel Bygning nedrive og flytte bort; ligeledes plyndrede han paa Hvamm og andensteds ved Kysten, og lod alt det røvede Gods bringe til Saudafell