hans fra Norge tilbagevendende Svoger Kolbein unge, hvilken han nu modtog med megen Kjærlighed og overantvordede ham sin Hustru Arnbjørg til Beskyttelse. Kolbein havde paa Hjemrejsen fra Rom hilst paa Kong Haakon i Bergen, og var bleven venligt modtagen, men uden dog at gaa ham til Haande. Urøkja kom endnu før Sommerens Udgang til Bergen, hvor da baade Kongen og Jarlen vare tilstede. Han berettede naturligviis, hvad der var skeet, og Kongen skal allerede da have ytret at Sturla havde faret haardere frem, end han havde raadet ham. Urøkja blev kun Vintren over i Norge, og tiltraadte den følgende Vaar en Pilegrimsrejse til Rom, som han rimeligviis enten havde lovet under Piinslerne, eller paa Skaalholt, da Biskop Magnus gav ham Absolution. Han lagde Vejen over Danmark, og digtede en Vise til Ære for Kong Valdemar, som til Gjengjeld forærede ham en Hest, der bar ham baade til Rom og tilbage igjen[1]. Snorre selv vovede ikke at forlade Østlandet førend hen imod Juul, og da begav han sig forsigtigviis først til Gissur Thorvaldssøn, siden, da han ej troede at der var nogen Fare, til Bessestad. Sturla, der betragtede dette som et Tegn paa at han vilde vinde sine tabte Besiddelser tilbage, samlede strax en Mængde Folk for at være rede til at modtage ham. Snorre synes dog for meget at have tabt Modet til at vove paa noget saadant, og skyndte sig strax tilbage til Gissur Thorvaldssøn. Derimod mødte Sturla alvorlig Modstand af Thorleif paa Garde, de var hjertelig ked af hans haarde Regimente. Det vilde.vel strax være kommet til formelig Kamp, hvis ikke fredelskende Mænd havde lagt sig imellem og meglet Fred. Men Freden var kun kortvarig[2]. Det varede nemlig ikke længe, førend Snorre og Thorleif atter fornyede deres Rustninger, thi Tabet af Reykjaholt og saa meget andet Gods, Urøkjas Mishandling, og de mange andre lidte Fornærmelser var mere end Snorre med Rolighed kunde bære, og skjønt Snorre ellers var raadvild og modløs nok, stod nu den djerve Thorleif ved hans Side og kunde sætte Staal i ham. Fra Egnene søndenfor Borgarfjorden samlede de en Styrke af henved 480 Mand, og stevnede op mod Reykjaholt. Men imidlertid havde ogsaa Sturla faaet Nys om hvad de havde fore, og samlet henved 600 Mand, de fleste fra Vestfjordene: denne Overmagt var saa stor, at Thorleif ikke vovede at følge Snorres Raad, da denne mod Sædvane foreslog at de strax skulde angribe Sturla, i Haab om at han ikke var belavet paa et pludseligt Overfald. Dog vilde han heller ikke vende tilbage, men tage en fast Stilling længer oppe i Heredet, og der afvente Sturlas Angreb. Herpaa vilde Snorre ej indlade sig, sigende, at det var det samme som
