rede, at han var villig til at forsøge derpaa med Kongens Raad og Bistand, imod at Kongen, hvis hans Bestræbelser kronedes med Held, undte ham passende Æresbeviisninger: – han havde her upaatvivleligt Jarletitlen for Øje, en Titel, paa hvilken vel især hans fornemme Hustru Solveig, selv af den norske Kongeæt, vilde sætte megen Priis. Dette lovede ogsaa Kongen ham. Men da det virkelig var Kongens oprigtige Hensigt at skaffe Islændingerne en bedre og lykkeligere Tilværelse end hidtil, bad han ham fremfor alt ikke at fare frem med Manddrab, men heller søge at faa dem, han ønskede at blive af med, sendte over til Norge. Kongen tænkte vel i saa Fald at beholde dem i sin Varetægt som et Slags Gisler, for derved des lettere at faa Bugt med de øvrige. Sturla gik ind paa alt, og saa vidt kan man skjønne, oprettedes der endog en formelig Aftale eller Overeenskomst herom mellem ham og Kongen. For Resten havde han i Vintrens Løb mange Samtaler med Kongen om denne Sag[1]. Man maa formode, at han blev i Følge med Kongen, da denne om Sommeren drog fra Viken, for at indfinde sig til det paatænkte Møde med Jarlen i Bergen, og at Sturla derfra, eller fra en Havn paa Vestlandet er dragen hjem til Island, hvor han, som vi have seet, ikke ankom førend om Høsten (1235). Det er ligeledes nævnt, hvorledes hans Fader forebyggede, at Urøkja red ham lige imøde. Det viste sig strax at Sighvats Forsigtighed ej havde været overflødig, thi da Sighvat umiddelbart efter Urøkjas Afrejse selv red Sturla imøde og fortalte ham, at Urøkja just nu var reden af Gaarde fra Grund, vilde Sturla at de strax skulde ride efter ham, men Sighvat tillod det ej. Sturla fulgte med sin Fader til Grund, og tilbragte Vintren der, uden endnu at besøge sine Besiddelser paa Vestlandet. Men allerede i Vintrens Løb gjorde han og Faderen Forberedelser til et Tog for at kræve Erstatning for al lidt Skade, ej alene af Urøkja, men ogsaa af Snorre selv, der for saa vidt maatte være ansvarlig for hvad Sønnen havde gjort, som denne ikke kunde have faret saaledes frem, hvis han ej havde haft den mægtige og anseede Fader i Ryggen, ligesom det vel ogsaa kun vilde have kostet Snorre et Ord at holde den urolige Søn inden de tilbørlige Skranker, hvis dette havde været hans oprigtige Vilje. Snorre synes ogsaa tidligt at have skjønnet, hvilket Uvejr der trak op over ham, thi allerede om Høsten anmodede han sin Brodersøn Bødvar om at tilbringe Vintren paa Reykjaholt, og samlede ligeledes fra andre Kanter Folk til Gaarden, saa at han stedse var omringet af en talrig Skare[2]. Da Julen var forbi, blev det ham meldt fra Videdal, hvor han havde mange Venner, at der havde været Bud fra Sighvat for at
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/937
Denne siden er korrekturlest
919
1334–35. Sturla Sighvatssøns Aftale med Kong Haakon.
