tillige Bønderne at sko deres Heste og holde sig rede til Opbrud paa første Vink. Øjeblikkelig lod han da Bud afgaa til Urøkja, at han snarest muligt maatte komme til ham, for at de kunde virke i Forening og ikke enkeltviis ligge under for Overmagten. Urøkja lod strax opbyde alle de Folk, han kunde faa, og drog sydefter med en Skare af 72l) Mand. Da han kom til Saudafell, lod han Flokken blive tilbage, og drog selv med et mindre Følge til Reykjaholt, hvor han ogsaa traf sin Farbroder Thord, med hvem Snorre fremdeles stod paa den bedste Fod, saavel som Thorleif i Garde, og flere, men alle sammen heel raadvilde, hvad man skulde gjøre. Urøkja foreslog, hvad der ogsaa uimodsigeligt var det eneste rette, at forekomme Sighvat og Sturla ved strax at drage imod dem med den betydelige Styrke, man allerede havde faaet samlet. Forslaget fandt alle de modigeres og beslutsommeres Bifald. Men Snorre selv manglede, da det kom til Stykket, Mod og Bestemthed til at vove et raskt Skridt. De forestaaende Paaskehelligdage gave ham en velkommen Undskyldning. Det gik ikke an, sagde han, at han paa en saadan Tid førte Vaaben mod sin Broder. Han lod sin Svoger Salmund og sin Stifsøn Orm Bjørnssøn rejse nord for at tilbyde Forlig. Urøkja maatte begive sig til Saudafell og befale den store Skare, han havde samlet, at drage hjem igjen, hvilket, som man lettelig kan begribe, ej undlod at vække Forundring og fremkalde Spot[1]. Selv drog Urøkja med sine Huusfolk til Stavaholt og opslog sin Bolig der. Saaledes gjorde Snorre selv ethvert Forsvar umuligt. Men om han derved troede saa meget lettere at kunne stemme sin Broder og Brodersøn til Forsonlighed og Eftergivenhed, saa tog han Fejl, thi Sighvat og Sturla havde engang fattet deres Beslutning, og lode sig hverken af Frændskabs- eller Helligdags-Hensyn afholde fra at udføre den. Hvad Besked de gave Snorres Udsendinger, siges ikke, men vist er det, at de ej lyttede til noget Forligstilbud og vedbleve at samle Folk. I Ugen næst før Palmesøndag blev det meldt Snorre, at Skarer flokkede sig sammen fra .alle Hereder paa Nordlandet. Da svigtede endog det passive Mod ham til med rolig Hengivenhed at afvente Stødet. Uden at samle Folk til Forsvar, rippede han op fra Reykjaholt med hele sin Familie og Tyende, og opslog sin Bolig paa Bessestad[2], der med saa mange andre Gaarde hørte til hans Besiddelser. Reykjaholt med alt, hvad der var efterladt, overdrog han til fri Broder Thord, som det heder med fuld Ejendomsret, men aabenbart kun proforma, i det Haab at
- ↑ Der fortælles saaledes, at man, efter at Flokken var dragen fra Saudafell, her fandt et Kjerte, med en runeskaaren Vise, som spottede over at Urøkjas skjønne Skare i saa stor Hast ved Snorres Modløshed var bleven optatt.
- ↑ Bessestad ligger, som bekjendt, ved Faxefjorden paa Sønderlandet, ikke langt fra Reykjavik, den første Landnamsmand Ingolfs Ættegaard.
