Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/936

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
918
Haakon Haakonssøn

have taget sig synderligt nær af den Mishandling, Urøkja havde ladet overgaa hans Stalbroder[1].

134. Sturla Sighvatssøns Forbund med Kong Haakon, Hjemkomst og voldsomme Fremferd.


De Efterretninger, som Sturla Sighvatssøn ved sin Tilbagekomst til Norge om Høsten 1234 modtog fra sin Fædreneø om Urøkjas Voldsomheder, og hans og Kolbeins forenede Tog mod Sighvat, vare mere end skikkede til at opfylde hans Sind med Ængstelse og Harme. Han fortalte ogsaa Kongen derom, og denne, siges der, ytrede megen Misfornøjelse over al denne Ufred, men spurgte tillige, om det da skulde være saa vanskeligt at opnaa Eneherredømmet over Landet, thi naar kun een raadede, maatte man dog kunne verre sikrere paa Freden. Sturla svarede, at det var en temmelig let Sag, naar kun den, der paatog sig det, besad Kraft og Raadighed. Ved disse Ord tænkte han vistnok allerede paa sig selv, og Kongen behøvede ogsaa kun at lære ham at kjende, for at indsee, at ingen vilde være fortrinligere skikket til at udføre det Hverv, han tidligere havde overdraget til hans Farbroder Snorre, men hvormed denne, da det kom til Stykket, enten ikke vilde eller ikke turde befatte sig. Snorre var ikke egentlig nogen Krigsmand, synes ikke at have besiddet synderligt personligt Mod, og var derhos for meget virkelig Patriot, til at han med nogen sand Iver skulde kunne arbejde paa at tilintetgjøre Fædrelandets Selvstændighed, hvorved han desuden, med den Magt, han nu besad, alene kunde tabe, men intet vinde, uden maaskee i det højeste en tom Ærestitel. Men Sturla, som hverken besad Snorres Magt, Forsigtighed eller Patriotisme, men derimod des mere personlig Ærgjerrighed, forenet med Mod og Stridbarhed, og hvem det egentlig kun var magtpaaliggende at faa Overhaand over sine Fiender og selv blive Øens første Mand, greb med Begjærlighed den Udsigt dertil, som Kongens Forslag aabnede ham. Og hvad enten han nu virkelig tænkte paa, med Tiden at blive Kongens Jarl, eller agtede at standse, naar han selv ved Kongens Hjelp havde traadt sine Medbejlere rinder Fødder, er det vist, at han strax gav sig hen som et villigt Redskab for Kongen til Udførelsen af de Planer, som denne nu igjen optog, da Omstændighederne syntes gunstige, ja endog vare af den Natur, at det kunde betragtes som en Velgjerning for Landet, om man kunde befrie det for det frygtelige Anarchi, hvoraf det søndersledes. Kongen, fortælles der, talte ofte med Sturla om, at han burde paatage sig et saadant Hverv, og Sturla sva-

  1. Sturlungasaga V. 42. Andres Ravnssøn havde rinder Urøkjas Ophold nede i Borgarfjorden om Sommeren, foræret ham et Sverd, kaldet Sættespille (Forligsbryderen) der stod i stort Ry, og hvorom flere havde bedet ham.