i det bedste Ry, og at de derfor først vilde see, hvorledes de fore frem, inden de gjorde fælles Sag med dem. Men de maatte nu have overbeviist sig om, at Sverre var en Mand, som baade vilde og kunde overholde Mandstugt, og at Birkebeinerne fra nu af, saavidt muligt, ej længer vilde fare frem som Ransmænd, der frygtedes baade af Venner og af Fiender; ikke at tale om de mange Thrønder, der fandtes i Birkebeinernes egen Skare siden deres forrige Ophold i Throndhjem. Under saadanne Omstændigheder maatte det være vanskeligt for Kong Magnus’s Lendermænd at bolde sig i Byen, og de fleste have rimeligviis begivet sig til Erling og Magnus. Sverre derimod lod tilstevne Ørething, idet han udnævnte 12 Thingmænd fra hvert af Thrøndelagens 8 Fylker. De indfandt sig alle, og paa dette 8 Fylkes-Thing blev der nu givet ham Kongenavn, hvilket bekræftedes med Vaabentag, og Land og Thegner, som det heder, bleve ham tilsvorne efter Landsens gamle Lov og Ret. Saaledes havde Sverre, efter faa Maaneders Forløb, og med en ubetydelig Haandfuld Folk, drevet det til at faa Kongenavn paa Ørething, hvorved han erhvervede Ret til at kalde sig Konge over hele Norge[1]. Derved var allerede meget vundet. Dog varede det endnu længe, førend han fik noget Fodfæste og fandt et blivende Sted.
Efterretningen om alt dette naaede hurtigt Kong Magnus og hans Fader. De samlede strax Folk, og skyndte sig nordefter langs Kysten. Sverre vovede ikke at oppebie dem, men drog med sine Mænd til Søs ud til Orkedalen. Der satte de Ild paa Skibene, og gik siden syd over Fjeldet ned til Gudbrandsdalen. Her holdt de Thing, det siges ikke om det var Huusthing eller Thing med Bønderne. Fra Thinget fortsatte de Vejen sydover, indtil de kom til Mjøsen. Her fik de høre, at Kong Magnus’s Lendermænd Hallvard paa Saastad (i Stange), Sæbjørn Sindressøn og Ivar Gæsling (paa Sundbu i Vaage) laa med 18 bevæbnede Fartøjer paa Vandet, medens tillige en Trop paa over 1400 Mand var opstillet paa Land. Sverre, som kun havde 240 Mand, raadførte sig med dem om, hvad man skulde gjøre. Alle vilde slaas, idet de rimeligviis haabede lige saa stort Held her, som i Throndhjem. Men Sverre fandt Overmagten altfor stor. „Jeg har“, sagde han, „bedre Udsigt til at faa min Skade hevnet, end ved at gaa i en saadan Snare, thi det er ingen Hevn for min Fader, mine Brødre og Frænder, om jeg bider i Græsset eller bliver jagen paa Flugt“. Der blev derfor ikke af noget Angreb, men Sverre tog Vejen
- ↑ Sverres Saga Cap. 15, 16.
