vare Magnus Erlingssøn synderlig gunstige, og denne Formodning bestyrkes deraf, at Sverre gav Enhver Grid, som bad derom. Men han skjønnede nok, at da saa mange Stormænd havde taget Flugten, maatte han hvert Øjeblik være beredt paa et nyt Angreb af dem. Han sendte derfor Udkigsmænd om til alle Kanter, og fik snart høre, at Indthrønderne havde samlet 2400 Mand, der allerede vare paa Vejen mod Byen, medens Ivar Horte laa ude ved Rødbjerget med 50 Skibe. Han indsaa nu, at der ej var at tænke paa at blive i Byen, indskibede sig i Hast med sine Mænd paa 11 Skuder, som de forefandt nede ved Bryggerne, og roede ud efter Fjorden. De vare ikke komne langt udenfor Munkholmen, førend de saa Indthrøndernes Flaade, og kom den siden ganske nær, kun paa et Pileskuds Afstand. Indthrønderne maa dog ikke have vidst, at Birkebeinerne vare ombord paa Skuderne, thi de rørte dem ikke, og Sverre roede ud imod Skibene ved Rødbjerget, af hvilke det viste sig at de fleste vare Jægter, nys ankomne fra Vaagen, medens Ivar kun havde eet Langskib og 11 Skuder. Sverre ensede ikke Jægterne, da han ej vilde gjøre fredelige Kjøbmænd nogen Skade, men sejlede ud til Agdenes, hvor han fandt 9 Skuder, der agtede sig ind over for at støde til Ivars Flaade. Han angreb dem strax, og Besætningen, heder det, maatte sælge sine Klæder og Vaaben for Prygl og Forhaanelse. Alt, hvad de havde af Pengeværdi, blev dem frataget, men Livet fik de beholde. Derfra styrede Birkebeinerne ud til Folskn (Stor-Fosen), hvor et Fragtskib, der tilhørte Ivar, og var ladet med Varer til en Værdi af 6 Merker Guld, faldt i deres Hænder[1]. Fra Stor-Fosen droge de fremdeles et Stykke sydefter langs Nordmøres Kyst, og traf tretten eller fjorten Skuder, der ligeledes agtede sig ind til Ivar, men lede samme Skjebne som hine. Efter saaledes at have renset Farvandet, vendte Sverre tilbage til Byen, hvorfra alle Fiender havde begivet sig bort, thi mistede der ej alene ingen Forsøg paa at hindre ham Adgangen, men Borgerne modtoge ham endog med højtidelig Procession og under Klokkernes Ringning. Dette, som saa meget andet, lægger noksom for Dagen, at Thrøndelagens Indbyggere, paa enkelte Lendermænd og Stormænd nær, fremdeles vare fiendtligt stemte mod Erling Jarl. Erkebiskop Eystein, der havde aller mest at sige i Throndhjem, og nu var Kong Magnus’s bedste Støtte her, som det siden viste sig, maa ved denne Lejlighed været borte, da han slet ikke omtales. At Thrønderne hist og her havde samlet sig mod Birkebeinerne, kom vel deels deraf, at Befalingsmændene havde fordret det, deels af at Birkebeinerne ikke stode
- ↑ Man maa heraf slutte, at Ivar Horte var Herre til Storfosen, og her havde sin Hovedgaard, man seer desuden at han var en af de fornemste Befalingsmænd paa Nordmøre, og saaledes hørte hjemme der.
