op til Soknedalen. Her mødte ham den behagelige Efterretning, at 80 vel bevæbnede Mænd fra Thelemarken, anførte af en Høvding ved Navn Ruut, allerede vare komne over Fjeldet ifølge de Breve og Opfordringer, han fra Vermeland havde ladet udgaa. Glad ilede han dem derfor imøde og forenede sig med dem oppe i Rennebo. Hans Styrke udgjorde nu 200 Mand, og han torde vove noget mere end forhen. Han tog derfor atter Vejen mod Byen, dog ej som det synes, gjennem Dalen, men over Skoven gjennem Hølandet, thi han kom ned paa Vestsiden af Gaul-Elven ved Gaulosen, hvor han lod sine Folk sætte over Elven paa Eker. De første 20 Mand, der kom over, sendte han rinder Anførsel af den med Egnen vel bekjendte Jon Ketling fra Saltnes[1] op over Byaasen for at spejde. De mødte en Flok af 7 Mænd, der var udsendte fra Byen i samme Erende, dræbte fem af dem og fangede een, den syvende undkom til Byen, og berettede at Birkebeinerne nærmede sig. Høvdingerne rykkede strax ud imod dem med sine Tropper, nu som før, over 1400 Mand, og efter Ivar Hortes Raad bleve over 800 af disse stillede i Baghold under en Gard, for at falde Birkebeinerne i Ryggen, medens Angrebet skede med de øvrige 600. Deres Hovedbanner var St. Olafs Merke, som de havde vovet at tage ud af Kirken, uagtet de, som det i Sagaen heder, kun vare Lendermænd og Bønder. Sverre fylkede sine faa Mænd imod de sexhundrede, og stillede Bueskytterne sammen. Da, heder det, benyttede Enhver sine Vaaben godt, og dette maa enten Sverres Mænd have gjort i en ualmindelig Grad, eller deres Stilling have været overmaade vel valgt, eller Lendermændenes Tropper have været mere end almindeligt daarlige, thi da Birkebeinernes Pile fløj hvinende over Hovedet paa dem, der stode i Baghold, bleve de saa forfærdede at de toge Flugten, og de andre, som saa det, fulgte deres Exempel, trods deres store Overmagt. Den, som bar St. Olafs Merke, satte afsted i saadan Fart, at han ikke engang kunde faa standset sin Hest, men red to Mænd over, saa at den ene opgav Aanden, den anden blev Krøbling for sin Livstid; han selv faldt af, og Birkebeinerne erobrede Merket. Ivar Selke og Ivar Gjavvaldssøn faldt med 120 Mand, Erik Arnessøn blev fangen, de øvrige Høvdinger flygtede hver til sin Kant. Med St. Olafs Merke i Spidsen droge nu Birkebeinerne ind i Byen, hvor der ej længer var Tale om nogen Modstand, og hvor Sverre højtideligt takkede den hellige Jomfru Maria og St. Olaf for den uventede Sejr. Det er i sig selv saa ubegribeligt, at Sverre med sine 200 uøvede og daarligt bevæbnede Folk skulde kunne jage 1450 Bymænd paa Flugten, at man næsten skulde formode et Overlæg fra disses Side, da de jo ikke
- ↑ Der staar i eet Haandskrift „Jon Gunnarssøn“, i andre „Jon Gudrunssøn af Sannes,“ eller „af Sand.“ Det er tydeligt at her menes „Jon Gudrunssøn af Saltnes,“ en af de ovenfor, S. 47 omtalte Saltnesgutter.
