gens Side, fremkommende i den aller yderste Stund, endnu for en Tid havde holdt Sverdet i Skeden[1].
I Nidaros havde man nemlig fra forskjellige Kanter faaet Underretning om at det saa farligt ud i Viken. Juleaften ankom de før omtalte Sendebud, der heldigt havde udført deres Erende og nu bragte Kongen hans Penge i god Behold; de forsikrede at Jarlen var omringet af Ildesindede, der uophørligt søgte at egge ham til Ufred. Derhos fik man høre, at Varbelgerne havde udstødt allehaande Trusler, og Sendemændene kunde desuden fortælle, hvad Arnbjørn Jonssøn havde gjort. Erkebiskoppen bad derfor Kongen paany at sende et Gesandtskab til Jarlen, for at faa Stilstanden forlænget; og Kongen, hvem Freden laa ligesaa meget paa Hjertet, sendte atter Abbed Bjørn, ledsaget af Vilmund Pilt, med Forligstilbud til Jarlen og de udtrykkeligste Befalinger til Arnbjørn og de øvrige Lendermænd, at gjøre alt hvad der stod i deres Magt for at gjenoprette en god Forstaaelse. Ingen kunde heller bedre end Bjørn underrette Arnbjørn om, at det virkelig havde sin Rigtighed med Overdragelsen af en Trediedeel af Syslerne til Jarlen. Dog sendte Kongen ogsaa Bud til Munan Bifkopssøn[2] og de øvrige Sysselmænd paa Oplandene, at de alle tilsammen skulde begive sig til Arnbjørn Jonssøn og stille sig under hans Befaling, indtil man fik vide hvad Svar Jarlen gav. Abbeden kom heldigviis til Kongehelle i Fasten, førend Jarlen endnu var dragen derfra, men just som han stod færdig til at begynde Ufred. Det Forslag, han overbragte, var at Freden endnu skulde vedvare paa de samme Vilkaar, som hidtil, men at Jarlen og Kongen skulde mødes førstkommende Sommer, for personligt at underhandle nærmere med hinanden, og at de imidlertid til gjensidig Sikkerhed skulde stille hinanden Gisler. Fælles Venner af Kongen og Jarlen forenede deres Forestillinger med Abbedens, og Skule, hvem det egentlig kun synes at have været om at gjøre at vinde Tid, antog Forslaget. Han lod nu Arnbjørn Jonssøn tilsige at møde ham paa Eidsberg, for at faa den mellem dem opstaaede Tvist afgjort, og forlod henimod Udgangen af Fasten (altsaa sidst i Marts) Kongehelle i Følge med Abbeden. Arnbjørn, der kun havde kort Vej til Eidsberg, indtraf tidligere til Mødet end Jarlen. Han medbragte en Styrke af flere
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 185.
- ↑ Af hvilken Biskop denne Munan var en Søn, er vanskeligt at sige. Da han allerede paa den Tid var Sysselmand, og i 1247, som det vil sees, Lendermand, kan han vel neppe være fød senere end omkring 1190; da han derhos synes at have haft hjemme paa Oplandene, maa man snarest gjette paa den i 1197 afdøde Biskop Thore i Hamar, eller dennes Forgænger Ragnar (se S. 261) som hans Fader.
