tilstaaet Jarlen, og hvorom de, besynderligt nok, ved deres Afrejse fra Throndhjem ikke synes at have faaet det mindste Vink. Dette havde betænkelige Følger. Thi da Arnbjørn Jonssøn kom hjem til Valdensholm, og fik høre, at der havde indfundet sig tvende, af Jarlen beskikkede Sysselmænd, Arne Ruva og Finn Knatt, for at tage en Trediedeel af Borgesyssel i Bestyrelse, lod han dem strax vide, at de skulde forføje sig bort, da han ikke agtede at give Slip paa nogen Deel af Borgesyssel, førend han havde Kongens udtrykkelige Befaling dertil. Hine Sysselmænd, der ej vovede at trodse den mægtige Arnbjørn, vendte tilbage til Jarlen, og meldte, hvad Arnbjørn havde sagt. Jarlen, der nu kun lagde lidet Dølgsmaal paa sine oprørske Hensigter, kunde vistnok, om det havde været ham belejligt at begynde Fejden, strax have taget Anledning dertil af Arnbjørns Ferd, der tilsyneladende indeholdt en Krænkelse af Overeenskomsten. I alle Fald fik han derved et Paaskud mere til at klage over Forurettelser og besmykke sin Fremgangsmaade. Han benyttede Stilstanden til at vinde saa mange Tilhængere som muligt. Strax efter Juul (1236) drog han øster til Elvesyssel, og opholdt sig en Tidlang i Kongehelle, hvor en heel Deel strømmede til ham og gik ham til Haande, saavel som flere andre, der tidligere vare komne til ham, og af hvilke Alf af Leivastad, (paa Vente i Borgarsyssel), Thorgils Slydra, Vesete litle eller unge, samt hans Broder Algaute udtrykkelig nævnes. De trende sidst nævnte hørte egentlig hjemme i Vermeland[1]. Alf af Leivastad havde tidligere staaet i Arnbjørns Tjeneste som Huuskarl[2], og bragte nu en heel Skare Folk med sig til Jarlen. Birkebeinerne kaldte dem alle tilsammen Varbelger, og dette Navn, der forhen havde været tillagt en Oprørsflok paa Kong Sverres Tid, blev siden en almindelig Benævnelse paa Skule Jarls hele Parti[3]. De opfordrede Jarlen paa det ivrigste til ufortøvet at begynde Krig, og ej længer finde sig i at man forholdt ham hans rette Broderarv: det var desuden, sagde de, højst usikkert, hvor vidt Kongens Mænd overholdt Freden hele Vintren over; derfor var det lige saa godt at begynde strax, og først angribe Lendermændene i Viken, siden, naar de vare overvundne, at drage mod Kongen. Disse Ord faldt alt for vel i Jarlens Øre, til at han ej med Begjærlighed skulde have lyttet dertil. Og sandsynligviis vilde han vel ogsaa have handlet efter disse Indskydelser, hvis ikke nye Fredstilbud fra Kon-
