øvrige sig. Men de, til hvem han havde større Tillid, fandt det raadeligst at han vendte tilbage til Throndhjem og oppebiede Kongen der hvor han var opvoxet og havde de fleste Venner[1]. Dette Raad, som stemmede mest med hans egen Tilbøjelighed, blev fulgt, for saa vidt som han virkelig drog tilbage til Nidaros. Men i Stedet for at oppebie Kongen her, lod han tilsige Heste, og beredede sig til at drage over Fjeldet til Oplandene med hele sit betydelige og vel rustede Følge. Paal Vaagaskalm og flere andre søgte vel at afsnakke ham med dette uheldige Forsæt, der ikke var stort bedre end at begynde aabenbar Krig. Men forgjeves. Hans Hu stod til at komme sydefter, rimeligviis for at være ved Haanden, om den pavelige Trusel virkelig skulde give ham Anledning til at udstikke Oprørsfanen. Og selv om han ingen saadan Plan længer nærede, maatte den onde Samvittighed gjøre ham Tanken om at mødes Ansigt til Ansigt med sin forurettede Svigersøn utaalelig. Paal Vaagaskalm besluttede nu, efter Overlæg med de andre, paa egen Haand at drage Kongen imøde og faa ham til at skynde sig, for, om muligt, endnu at træffe Jarlen, endog mod dennes Ønske. Ved Solskel paa Nordmøre mødte han den kongelige Flaade, bestaaende af 40 store Skibe, men fik ikke Kongen selv i Tale, da han allerede var ifærd med at sejle videre. Han havde derfor intet andet at gjøre, end at slaa sig i Følge med Flaaden, og oppebie den første den bedste Lejlighed til at faa en Samtale med Kongen. I Følge med denne var Arnbjørn Jonssøn, Lodin Gunnessøn, Simon Kur, Hallvard Bratte, Erik Stilk, Gaut paa Mel, samt, hvad der er merkeligt nok, Ivar Nev, Nikolas, Paal Vaagaskalms Søn, og Peter i Giske, hvilke tidligere havde været Jarlens Lendermænd, og altsaa nu maa have forladt hans Parti. Omsider faldt Natten paa, og man lagde ind til Leirangen, strax indenfor Agdenes: her lykkedes det endelig Paal at opnaa den forønskede Samtale. Kongen var ganske enig med ham i, at alt vilde gaa godt, naar kun han og Jarlen fik tale sammen. Men det var dog nu for silde. Jarlen havde allerede forladt Byen. Samme Nat, Kongen tilbragte i Leirangen var Jarlen paa Medalhuus, og rejste strax videre, idet han lagde Vejen over Orkedalen. Imidlertid havde en heel Deel af hans Venner og haandgangne Mænd, som det synes, overvejet og indseet det vovelige i at være med paa et saadant Tog som dette; nogle af dem forlode ham ved Orknebroen i Rennebo[2], andre paa Opdalsskogen, og det blev, heder det
