i et samtidigt Vers, der blev digtet i den Anledning, tyndt om Jarlens Bannerstager[1]. Merkeligt nok, skulle flere af disse Mænd have været Danske, Maaskee de vare fra Halland, maaskee ogsaa opsendte af Valdemar[2]. Da Kongen kom til Nidaros og hørte at Jarlen var borte, sendte han strax efter Overlæg med sine Venner Paal Vaagaskalm og Ivar Nev skyndsomst efter ham, før at overtale ham til at vende om, medens det endnu var Tid, og foreslaa ham i Kongens Navn, at tilbringe Vintren sammen med ham i Throndhjem. De traf Jarlen i Opdal, og fremførte deres Erende. Jarlen raadførte sig fremdeles med sine Venner, af hvilke de fleste raadede ham til at modtage Kongens Tilbud. Men andre sagde at man vilde spotte over ham, hvis han saa snart skiftede Forsæt, og uagtet Jarlen selv erkjendte, at det unegteligt var raadeligere at vende tilbage, havde han dog ikke moralsk Kraft nok til at hæve sig over en saadan Spot: han fortsatte Toget sydefter, og Kongens Udsendinger maatte vende tilbage med uforrettet Sag. Kongen blev ilde tilmode derover, og raadførte sig med Erkebiskoppen og sine andre Raadgivere om, hvad herved var at gjøre. Det saa farligt ud, thi ved at drage med en Krigshær ind i Kongens udelukkende Deel af Landet havde Jarlen egentlig allerede brudt Freden. Men Erkebiskoppen, hvem det laa alvorligt paa Hjerte at forebygge Blodsudgydelse, bad Kongen indstændigt finde paa et Middel til at Freden i det mindste kunde vare Vintren over. Kongen var villig hertil, og efter fælles Samraad mellem dem sendte han den før omtalte Bjørn, Abbed i Nidarholm[3], Sysselmanden Ivar af Skedjehov og en vis Vilmund Pilt til Jarlen, for i Kongens Navn at tilbyde ham Trediedelen af alle Sysler i Viken og paa Oplandene, imod at han skulde holde Fred saalænge Vintren varede, indtil man kunde aabne ordentlige Underhandlinger. Men da Kongen, der ikke kunde være sikker paa, hvorledes Jarlen vilde optage hans Tilbud, maatte være belavet paa ethvert Tilfælde, gav han tillige Arnbjørn Jonssøn og de øvrige Lendermænd, der havde fulgt ham fra Viken, den Befaling, at vende tilbage langs Kysten med deres hele Styrke, for at kunne være ved Haanden til Landets
- ↑ Verset lyder nemlig saaledes i Oversættelse: „Skules Hirdmænd pralede nok, og vare nok saa modige, saa længe Skrukken var fuld; hine Helte fra Danmark kunde drikke godt nok, men vilde nødig fare over Fjeld og gjennem Skove. Derfor, da Rejsen skulde tiltrædes, blev der en slem Knurren og tyndt om Mærkestengerne; man brød sin Ed til Inges Broder (Skule), og ingen vilde følge længere“. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 182.
- ↑ Navnene paa tre af disse Høvdinger anføres, nemlig Andott Skakalokk, Bjarne, og Reidar Dyn.
- ↑ Om Bjørn, ogsaa kaldet Rita- eller Skriver-Bjørn, fordi han var ualmindelig dygtig i at føre Pennen, se ovenfor S. 875. Han blev indviet til Abbed 1232.
