Island. I det mindste griber dets Historie fra nu af mere umiddelbart ind i Norges Historie, end forhen. Vi vende derfor nu atter tilbage til denne.
Da Ribbungernes Flok var opløst og Junker Knut havde underkastet sig Kongen og besvogret sig saavel med ham, som med Skule Jarl, tegnede det sig, som det ovenfor er viist, ret godt til Fred og Enighed i Landet. Forstaaelsen mellem Kongen og Jarlen syntes at være den bedste, trods det nærmere, mistænkelige Forhold, hvori denne var traadt til den danske Konge, og man havde endog kunnet sende en Hær og Flaade til Skatlandene i Vesterhavet, for at holde dem i Lydighed og ordne Forholdene der. Men Ilden ulmede lige fuldt under Asken, og om Jarlen end for en Tid syntes at have ladet sine Planer med Hensyn til Kongedømmet fare, eller at nøje sig med den Udsigt, som Fødselen af hans Dattersøn Olaf aabnede ham til at see Kongedømmet vedligeholdt i sin egtefødde Æt, nøjedes han dog ikke dermed: han vilde selv have Kongeværdigheden; som Broder af en Konge og Hoved for en af Norges ypperste Slægter kunde han ej finde sig i at erkjende en yngre Mand, hvis Herkomst han vistnok betragtede med højst tvivlsomme Øjne, for sin Overmand. Men hertil kommer endelig, at han just nu virkelig havde faaet en Søn at arbejde for, paa hvem han, skjønt han var uegte, ja endog fød i Egteskabsbrud, ganske synes at have lagt hele sin Faderkjærlighed, med fuldkommen Tilsidesættelse af sin ældste, egtefødde Datter, saa at han fuldt og fast foresatte sig, ved hvilke som helst Midler at sikre ham Tronfølgen. Denne Søn var Peter, der en Tidlang havde været anseet for en Søn af Andres Skjaldarband, med hvis Hustru Ingebjørg Skule, som det tidligere er berettet, havde staaet i en utilladelig Forbindelse[1]. Efter Vegard Veradals Drab havde Andres, som vi vide, faaet Syssel af Jarlen oppe i Haalogaland, hvor han, med Undtagelse af at han gjorde hiint Tog til Bjarmeland 1222, synes at have levet ganske stille, da han ingensteds nævnes som ledsagende Jarlen paa dennes Rejser til de sydligere Egne. Men i Aaret 1229 besluttede han, sandsynligviis for at afbøde sin Synd, at gjøre en Pilegrimsrejse til det hellige Land. I den Hensigt begav han sig om Høsten til Oslo, hvor han traf sammen med Kongen, rejste derfra om Vintren til Lands til Halland, og videre over Sjæland og de øvrige danske Lande til Hwitsand i Flandern, hvorfra han tog den
- ↑ Se ovenfor S. 620, 621.
