udstedtes, var han død paa Hole den 16de Marts 1237, 77 Aar gammel, efter at have tilbragt de sidste Aar, „mere som en stille og rolig Eremit end som en haardsindet og trættekjær Lydbiskop“, fornemmelig optagen med Andagtsøvelser og med at høre latinske Helgensagaer forelæse. Merkeligt nok havde han, tragtet alle sine Misgreb, der vakte ham saa mange bitre Fiender og endog paadroge ham Dadel af hans gejstlige Over- og Sideordnede, dog altid ved sine strenge Andagtsøvelser og sin særegne Personlighed vidst at vedligeholde det Ry for Hellighed, som han allerede i sin Ungdom havde erhvervet. Dette Ry tiltog, som det gjerne gaar, efter hans Død. Man troede fuldt og fast paa alle de Undergjerninger, han selv i levende Live skulde have udført, og som efter hans Død skulde foregaa ved hans Grav. Hans Been bleve i 1314 optagne og skriinlagte, og uagtet der ikke erhvervedes nogen formelig Kanonisation, skjemt der af og til forhandledes derom lige indtil Reformationen, agtedes han dog ligefuldt paa Island som en fuldkommen Nationalhelgen, ja nød endog en ikke ringe Anseelse i Norge[1].
Gudmunds Kollega, Biskop Magnus, døde faa Maaneder senere, (14de August 1237) efter at han lige til det sidste havde søgt at overholde Fred og Enighed i Landet, deels ved at mægle Forlig mellem stridende Høvdinger, deels ogsaa ved at træffe enkelte, til Fredens Bevarelse sigtende Foranstaltninger, f. Ex. ved strengeligt at forbyde dem, der gik til Dommene paa Althinget, at bære Vaaben[2]. Man kjender for Resten ikke synderligt til hans senere kirkelige eller politiske Virksomhed, og man erfarer kun, at han strax efter sin Hjemkomst fra Norge maa være kommen i Uenighed med Snorre Sturlassøn, siden det heder at de i Aaret 1233 bleve forligte[3]. Med Magnus og Gissur ophører, som vi ville erfare, Rækken af de indfødde islandske Biskopper. Og da derhos i Løbet af de her omhandlede Aar ogsaa flere af de ældre mægtige Høvdinger, som Thorvald Gissurssøn, Sigurd Ormssøn, Thord Sturlassøn, Gudmund Sneis, afgik ved Døden[4], og Mænd, tilhørende en yngre Slægt, fornemmelig Sturlungerne af andet Led, traadte i deres Sted, medens Forsøgene fra norsk Side paa at bringe Island under Norge nu baade bleve hyppigere, kraftigere og heldigere end sør, kan man med Rette sige, at et nyt Tidsafsnit her begynder for
- ↑ Se herom Finn Jonssøns Kirkehistorie, I. S. 355, 356.
- ↑ Sturlnnga-Saga V. 31.
- ↑ Annalerne for 1233.
- ↑ Annalerne, 1233–37, Sturlungasaga, V. 49, 50. Thorvald og Sigurd døde 1235. Da Sigurd ellers ikke omtales efter 1215, maa man antage, at han, ligesom Thorvald, er gaaet i Kloster, og da navnlig i Tveraa Kloster, hvor ogsaa hans Fader havde endt sine Dage.
