nus’s Fremstilling af Sagen maa have været aldeles upartisk, og at han ikke har benyttet Anledningen til at skildre Gudmunds Ferd med mørkere Farver end tilbørligt. Vel opgav ikke den halsstarrige Gudmund sit Embede, lige saa lidt som han drog over til Norge, hvilket vel ogsaa, paa Grund af hans høje Alder – han var nu 72 Aar gammel og meget svagelig – vilde have haft sine Vanskeligheder. Men Magten til at gjøre saa stor Skade, som før, var ham dog for en stor Deel berøvet, og i alle Fald var hans Indflydelse over Skaalholts Biskopsdømme, den største og folkerigeste Deel af Island, tilintetgjort. Heller ikke i Hole Biskopsdømme vilde Bønderne tillade ham, som før, at drage omkring, og han tilbragte de tvende følgende Vintre i Rolighed hos Bonden Brand paa Høvde[1]. Imidlertid havde han dog den Tilfredsstillelse, at Sighvat og Sturla, formodentlig ifølge Erkebiskoppens Trusler og ved Biskop Magnus’s kraftige Forestillinger, indgik et Forlig med ham, hvorved det bestemtes, at Sturla paa sine egne og sin Faders Vegne, for at udsone deres Brede mod Kirken, skulde paatage sig en Pilegrimsrejse til Rom og søge Absolution hos Paven. Dette har vist ikke bidraget lidet til at gjenoplive hans Mod, og bestyrke ham i hans Haardnakkethed. Denne tiltog endnu mere, da Sighvat og Kolbein, som det i det Følgende vil sees, i Anledning af en mellem dem udbrudt Tvist begge kappedes om at faa den „hellige Mand“ paa sit Parti[2]. Han vendte nu tilbage til Hole, hvor han for det meste tilbragte de faa Aar, han havde tilbage at leve i; og uagtet der til hans mangfoldige Alderdomssvagheder nu ogsaa havde slaaet sig Blindhed, saa at han aldeles ikke forsvarligt kunde udføre sine liturgiske Pligter, var han dog ikke at formaa til, godvilligt at fratræde sit Embede. Til aabenbar Tvang eller formelig Afsættelse skrede de højere kirkelige Autoriteter, især i den Tid, højst nødigt, undtagen i virkelige Banstilfælde. Men da han tilsidesatte de kanoniske Regler i den Grad, at han ved Presteordination lod en Diakon oplæse Vielsesordene, medens han selv, kun meddeelte Haandspaalæggelsen, maatte man gribe til alvorligere Forholdsregler, og under 11te Mai 1237 udstedte Pave Gregorius IX to Skrivelser til Erkebiskoppen, hvori han paalagde denne, hvis Gudmund ikke paa nogen Maade kunde bevæges til at træde tilbage med det gode, da at suspendere ham uden Appel og tilforordne ham en duelig Medhjelper[3]. Imidlertid havde Døden befriet Gudmund fra den Krænkelse, at see denne Befaling udført. Endnu førend de pavelige Skrivelser
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/897
Denne siden er korrekturlest
879
1230–37. Biskopperne Gudmund og Magnus paa Island.
