Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/896

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
878
Haakon Haakonssøn.

velgjørende Modvegt mod Gudmund, nu i længere Tid var borte fra Landet, thi Erkebiskop Thore Thrøndske, Peters Eftermand, havde strax efter sin Hjemkomst fra Rom fornyet Indkaldelsen saavel til Magnus, som til Sighvat og Sturla, og Magnus, der ej vovede at sidde den overhørig, var i 1229 dragen over til Norge, hvor hans Ophold formedelst Erkebiskop Thores strax efter indtrufne Død (1230) udhaledes til henved tre Aar[1]. Det Gode maatte dog den forstandige Magnus’s Nærværelse ved Erkestolen udrette, at de kirkelige Autoriteter i Norge af ham, hvis Redelighed og Paalidelighed var hævet over enhver Tvivl, kunde faa en troværdigere Skildring af Begivenhederne i Landet, og derved erhverve en klarere Forestilling om det skadelige i Gudmunds Ferd, end det af de hidtil indløbne, vistnok indbyrdes modsigende eller i det mindste yderst partiske Beretninger havde været muligt[2]. Og uagtet Magnus her vistnok, og, som det sees, med Held, talte sin egen Sag, er det dog umiskjendeligt, at han ikke paa nogen lav Maade har søgt at sværte sin Kollega, men kun yttret, hvad der var uomgængelig nødvendigt, og selv dette med størst mulige Skaansomhed. Desto større Vegt maatte ogsaa hans Ord have. En Følge af denne bedre Belærelse om Forholdene ved Biskop Magnus var det upaatvivleligt, at Chorsbrødrene ved Nidaros Erkestol allerede under Vakancen 1230 lode udgaa en Stevning til Biskop Gudmund, medens Kong Haakon og Skule Jarl paa samme Tid indstevnede Høvdingerne, dog neppe saa meget for de kirkelige Anliggenders Skyld, som for paany at optage den i nogle Aar tilsidelagte Plan til at erhverve Herredømmet over Øen[3]. Vel tog Gudmund ingen Notits af Stevningen, og blev siddende hjemme, saavel som de verdslige Høvdinger, der just nu havde alt for travlt med deres egne Anliggender til at kunne forlade Landet. Men imidlertid kom den nye Erkebiskop. Sigurd, tilbage fra Rom med Pallium (1231) og han, der i det hele taget synes at have været en liberal og fornuftig Mand, indsatte ej alene Magnus i sit Embede, men medgav ham ogsaa, da han om Sommeren 1232 vendte tilbage til Island, en Skrivelse, hvori Gudmund suspenderedes, og derhos Stevningen saavel til ham, som til Sighvat og Sturla fornyedes[4]. Da Erkebiskoppen i denne Skrivelse brugte meget strenge Udtryk mod de sidste i Anledning af deres haarde Ferd mod Gudmund, især Grimsø-Toget, er det tydeligt, at Mag-

  1. Sturlungasaga V. 7, jvfr. Annalerne.
  2. En af dem, der vistnok have berettet Begivenheden saa partisk som muligt, var upaatvivlelig Gudmunds sværmerske Tilbeder, Aron Hjørleifssøn, der nu opholdt sig i Norge, højt anseet af Kongen.
  3. Annalerne ved 1230. Se ovenfor S. 866. Det er der antydet, at Kong Haakon maaskee netop paa Grund af denne Stevning holdt Jon Murte tilbage i Norge.
  4. Sturlungasaga V. 19, jvfr. Annalerne.