dem. Paa sin Side glemte Snorre heller ikke Sighvat det Puds, han havde spillet ham, om han end for det første holdt gode Miner. Imidlertid havde Thorvald i Vatnsfjord atter begyndt at rejse Hovedet i Vejret efter de Ulemper, han havde paadraget sig ved Ravn Sveinbjørnssøns Drab. Det hed rigtignok, at han nu levede i Fred og Forlig med alle, og derfor ikke engang havde mange Folk hos sig paa Gaarden; ja endog mellem ham og Ravn Sveinbjørnssøns Sønner, der nu vare blevne myndige, skal Forholdet have været nok saa sømmeligt, om just ikke venskabeligt. Men det var dog umuligt, at en Mand som han længe skulde holde sig inden de tilbørlige Skranker, og det sees af flere Hentydninger, at han, efter som han følte sig mere og mere sikker, ogsaa tillod sig flere og flere Uretfærdigheder, saa at han blev en sand Plage for nærmere og fjernere Naboer, og almindeligt forhadt i den hele Egn. Det hændte sig just ved denne Tid, at hans yngre Broder Baard forførte den paa Breidabolstad i Steingrimsfjorden boende Bergthor Jonssøns, Snorre Sturlassøns Systersøns, Hustru til Utroskab.[1] Bergthor ilede strax til sin Morbroder Snorre Sturlassøn, der nu, af Frygt for Sønderlændingernes Had, indtil videre havde taget sit Ophold paa Stavaholt hiinsides Borgarfjorden, og klagede sin Nød for ham. Snorre sagde, at han neppe ad fredelig Vej vilde faa nogen Oprejsning, saa længe Thorvald Snorressøn var i Live og sad Andre til Fortrængsel der vester; men han lagde til, at Bergthor og hans Brødre vare mandige og højbyrdige nok til at tage sig til Rette med Magt, om det behøvedes. De handlede efter dette Vink, især da de ogsaa ophidsedes af Sturla Baardssøn, en af dem, hvis Fod Thorvald selv grumt havde ladet afhugge ved Overfaldet paa Eyre. En mørk Nat kom de aldeles uventet med en stor Skare Folk til Vatnsfjord, brøde ind paa Gaarden, og havde paa et hængende Haar faaet fat paa Thorvald, der, som det fortælles, laa i et Aflukke mellem sine tvende Friller. Men det lykkedes ham dog i Hast at komme op, kaste en Fruentimmerkaabe over sig og undslippe i Mørket, saa at Angriberne Morgenen efter maatte drage derfra med uforrettet Sag. De besluttede imidlertid at prøve deres Lykke paany, faa meget mere som de nu ogsaa maatte være belavede paa at Thorvald vilde søge blodig Hevn. Først og fremst henvendte de sig til Ravnssønnerne om at gjøre fælles Sag med dem. Det var, sagde de, en let Sag at faa Bugt med Thorvald,
- ↑ Det var denne Bergthor Jonssøn, hos hvem Biskop Gudmund i Steingrimsfjorden opholdt sig Vintren 1210–11 (se ovenfor S. 832) da han, som der hed, udførte flere Jertein. Saavel heraf, som af andre Omstændigheder kan man temmelig sikkert slutte, at Bergthor maa have været et højst indskrænket Menneske, der lod sig bruge som et Redskab for Morbroderen Snorres ærgjerrige Planer. Ogsaa han var indviet til Prest.
