domme i Skagafjorden. Arnor var nemlig død i Norge den sidst forløbne Juul, efterladende en trettenaarig Søn, Kolbein unge, og en Datter, Arnbjørg. Som den, der var nærmest berettiget til at føre Værgemaal for Kolbein, tog Sighvat derfor alle Arnors Besiddelser og Godord under sin Bestyrelse, indtil Kolbein tre Aar efter kom til Island, (1225) og selv derefter havde han paa Grund af hans Ungdom endnu en Tidlang Tilsyn med dem. Til samme Tid sørgede han ogsaa for sin Søn Sturlas Bedste ved at skaffe ham den elskværdige Solveig, Sæmund Jonssøns Datter til Egte. Sturla havde tidligere seet Solveig, da han var i Følge med sin Morbroder Arnor for at understøtte Thorvald Gissurssøn i Striden med Loft Paalssøn, og det hed allerede da, at han vilde bejle til hende[1]. Dog hørte man for det første ikke noget dertil, og siden lader det til at Snorre, uagtet hans Hustru Herdis endnu levede, havde et Slags Tanke om at faa hende til Frille og med hende erhverve den bedste Deel af Arven efter Sæmund. Thi der fortælles, at da Snorre, der, maaskee i Egenskab af Lovsigemand, hvilket Embede han nu anden Gang beklædte, af Sæmunds Sønner var valgt til at skifte Arven mellem dem, i dette Erende begav sig til Odde, tog han undervejs ind til Solveig og hendes Moder Valgerd paa Gaarden Kelda, og fandt særdeles Behag i at tale med Solveig, der Dagen efter fulgte med ham til Odde, og her magede han det nu saaledes, at Solveig, der efter Faderens Bestemmelse skulde gaa lige i Arv med Brødrene, fik vælge sig det bedste af Boet. Siden, heder det, begav Solveig og hendes Moder sig med alt deres Gods til Thorvald Gissurssøn, og stillede sig ganske under hans Beskyttelse. Vintren efter gik der mange Sendebud mellem Thorvald og Sighvat Sturlassøn, der om Vaaren, strax efter Paaske, ganske tilfældigt, som det syntes, indfandt sig med sin Søn og flere Frænder paa Runa hos Thorvald, hvor der nu i Hast blev holdt Bryllup mellem Sturla og Solveig. Og, tilføjes der, da Snorre erfarede Sturlas Giftermaal, blev han noget alvorlig derved, og man syntes at kunne skjønne, at han havde tænkt sig noget andet[2]. Lægger man nu hertil, at han ikke lang Tid efter virkelig sluttede en Forbindelse med en anden rig Kvinde,[3], skjønt hans Hustru endnu levede, bliver der neppe nogen Tvivl om at han først havde tænkt at indlede en saadan med Solveig. Og af den Hemmelighed og Hurtighed, hvormed Sighvat og Thorvald fik Giftermaalet mellem Sturla og Solveig bragt i Stand, er det tydeligt nok, at de gjennemskuede hans Planer, og søgte at forekomme
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/865
Denne siden er korrekturlest
847
1180–1230. Begivenheder paa Island. Sturla Sighvatssøn.
