bringe ham fangen til Malmø. To andre af Tumes Mænd bleve ligeledes dræbte, paa andre tvende blev Foden afhuggen. Sejrherrerne vovede dog ikke at forblive paa Hole, men vendte strax tilbage til Biskoppen, der beklagede meget, at de havde overtraadt hans Forbud; og da han ikke længer troede sig sikker paa Malmø for Tumes Faders, den mægtige Sighvats Hevn, begav han sig efter Paaske til den fjerne Grimen. Dog ogsaa her kunde Sigmund* Arm ramme ham. Sighvat havde allerede samlet Folk baade i Eyjafjorden, hvor han nu var lige saa afholdt, som han før var forhadt, og i Dalene ved Breidafjorden, hvor han Aaret forud havde overdraget sine Godord og Ejendomme, navnlig Saudafell, til sin eenogtyveaarige Søn, den smukke, ridderlige og talentfulde, men højst urolige og ærgjerrige Sturla, der nu skulde aflægge sin første Vaabenprøve, og fra denne Tid af lige til sin Død indtager en fremragende Plads i sit Fædrelands Aarbøger[1]. Thorarin Jonssøn stødte til med en betydelig Flok fra Skagafjorden, saa at den samlede Styrke udgjorde henimod 360 Mand. Denne Hær indskibede Sighvat paa flere Fartøjer, og lod styre lige til Grimsø. Biskoppen kunde ikke opstille mere end 80; de øvrige Folk, han havde hos sig, vare deels Kvinder, deels Betlere, tilsammen 30. Men hvad hans Forsvarere manglede i Antal, opvejede de tildeels ved deres Tapperhed og sværmeriske Hengivenhed for Biskoppen, hvilken de nu engang havde faaet kjær, og for hvem de med Glæde ofrede Liv og Blod. Den ædle, men af sin Kjærlighed til Biskoppen forblindede Aron Hjørleifssøn iførte sig endog, da han saa Sighvats Skibe nærme sig, den dræbte Tumes Vaaben, for end mere at opegge og trodse Sturla, der i Barndommen havde været hans Fosterbroder, men med hvem han senere var kommen i Uvenskab. Sturla, der synes at have ledet det hele Angreb, styrede lige til det Sted ved Kysten, hvor Aron havde taget Stade, og nu begyndte en blodig, haardnakket Kamp, hvori Biskoppens Mænd vistnok tilsidst bleve overmandede, men ikke førend de havde fældet 32 af Sighvats. Selv mistede de 11, hvoriblandt Eyjulf paa Flatø. Aron blev liggende paa Fjæren, blødende af en Mængde Saar og troedes død, men kom sig siden, undgik med stor Møje Sturlas Efterstræbelser, og slap efter mange Farer over til Norge. To af Biskoppens Mænd bleve lemlæstede. Biskoppen selv blev bortført som Fange, og Sighvat lod ham samme Sommer (1222) bringe over til Norge, hvor han atter forblev i nogle Aar[2]. Sighvat blev nu en Tidlang eneraadende paa Nordlandet, idet han til sine, eller rettere den afdøde Emnets, Besiddelser i Eyjafjorden ogsaa føjede Arnor Tumessøns Ejen-
