tagelse. Den følgende Vaar (1221) begav han sig til Borgarfjorden, hvor han fik den kjærkomne Efterretning at Arnor Tumessøn var dragen over til Norge med Hustru og Børn[1]. Strax vendte han tilbage til Hole, ledsaget af Thord Sturlassøn, og kom for en Tid atter i Besiddelse af Biskopsstolen. Men lige saa snart strømmede ogsaa det sædvanlige Tigger- og Landstryger-Personale til ham, saa at hele Sommerbeholdningen i en Haandevending var fortæret, og de omboende Bønder intet Øjeblik kunde være sikre for Overfald. De følte derfor Nødvendigheden af at gribe til alvorlige Forholdsregler, men savnede en Høvding, siden Arnor var borte. Vel havde Arnor sat Thorarin, en Søn af Jon Sigmundssøn, til at bestyre sit Høvdingedømme og navnlig, som det heder, at vogte Heredet for Biskop Gudmunds Mænd, men Thorarin var endnu ung og uerfaren, og duede saaledes ikke til at stille sig i Spidsen for et Foretagende som det, hvorom der her var Tale. Da fik de uventet en Anfører i den djerve, overmodige Tume, Sighvat Sturlassøns ældste Søn, der misnøjet havde forladt fra Fader, da denne paa hans Opfordring vægrede sig ved at overdrage ham de Godord og Gaarde, som hans..Fosterfader Sigurd Ormssøn havde skjenket ham, da han endnu var et Barn[2]. Efter Tumes Tilskyndelse lode de Biskoppen vide, at dersom han ikke med det Gode vilde bortvise sin Flok, vilde de komme og gjøre det med Magt. Men heller end at skille sig ved sine kjære Tiggere begav Biskoppen sig, skjønt det allerede var nær under Juul, med Størstedelen af sin Skare hen til en Ø i Skagafjorden, der heder Malmø. Tume tog Biskopsstolen i Besiddelse, og holdt til der med sine Mænd, „som om den var hans Fædrenearv.“ Denne Herlighed varede dog ikke længe. Blandt dem, der havde fulgt med Biskoppen til Malmø, vare mange tapre Mænd, som den før omtalte Eyjulf, Einar Skemming, Aron Hjørleifssøn og flere, der alle havde været sammen med ham paa Flatø, og fattet Hengivenhed for ham. De besluttede at forsøge paa, om de kunde overrumple Tume ved et uventet Overfald. Og dette lykkedes dem i en mørk og taaget Februar-Nat saa godt, at de fik Gaarden ganske i sin Magt, førend Tume og hans Folk endnu havde mindste Nys om deres Nærværelse. De gave dem Valget mellem at gaa ud og overgive sig paa Naade og Unaade, eller at lade sig indebrænde. De valgte det første, og Tume blev dræbt, skjønt Biskoppen indstændigt havde bedet sine Krigere om at spare hans Liv, men kun
- ↑ Sturlungasaga IV. 23, 24, 27, 28.
- ↑ Se ovenfor S. 826. Tume havde saa meget større Grund til at harmes over Faderens Vægring, som denne da allerede havde overdraget til sin yngre Søn Sturla sine Besiddelser paa Vestlandet. Han anførte ogsaa udtrykkeligt som Aarsag til sin Vægring, at han ej kunde forringe sin Magt der nord paa.
