Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/86

68

Magnus Erlingssøn.

det varede ikke længe, førend han merkede, at de fleste i denne Flok ikke vare at lide paa, og at de havde sluttet sig til ham mere for at kunne plyndre og røve, end for at kjæmpe som brave Mænd. Da han ikke vilde røve i Viken og desuden ønskede at sætte deres Udholdenhed paa Prøve, begav han sig tilbage til Vermeland, for derfra at drage til Norge, og videre nordefter. Men da han kom til Eidskogen, mønstrede han sin Flok, og det viste sig, at den nu atter var smeltet sammen til 70 Mand. De fleste havde forladt ham, da de ikke fik Lejlighed til at plyndre. Nu vare gode Raad dyre, thi med saa liden en Trop kunde han ikke tænke paa at binde an med den mægtige Erling Jarl, men paa den anden Side var der heller ingen Gavn i Folk, der ikke ubetinget fulgte ham, hvor han færdedes, mod Norden eller Syden. Heller ikke kunde han godt slippe bort, thi de, som med størst Troskab havde fulgt ham, passede ogsaa desto nøjere paa ham. Han vendte da for det første om, og tilbragte Paasken hos en Prest i Vermeland, der gjorde et herligt Gjestebud for ham. Imidlertid sendte han Breve til Thelemarken, hvorhen, som nævnt, flere af Birkebeinerne efter Slaget paa Ree vare flygtede, og hvor der desuden skal have hersket nogen Misforstaaelse med Erling Jarl og Kong Magnus. Heraf benyttede Sverre sig, idet han lovede Thelebønderne at rette paa, hvad de besværede sig over, hvis de vilde slaa sig til ham og yde ham Hjelp. I saa Fald anmodede han dem om at møde ham nord i Landet. Did saa han dog nu, at han umuligt kunde komme ad den almindelige Vei gjennem det østlige Norge, men at han maatte fare ad ubekjendte og møjsommelige Stier, thi siden man havde spurt, at Flokken havde viist sig østerpaa, var der overalt i Landet truffet kraftige Foranstaltninger mod den, og det var umuligt at trænge frem, hvor man havde vel bebyggede Egne for sig. Derfor vendte han sig, da han strax efter Paasken (24de April) brød op, mere ad Østersø-Kanten til, og drog først over den saakaldte Tolvmileskov til Ekesherred i Elvedalen, i den nordligste Deel af Vermeland. Derfra drog han over en lige saa lang Skov til Malling i Vester-Dalarne, og derfra over en 15 Mile lang Skov til Øster-Dalarne, eller, som Landskabet da endnu kaldtes, Jarnberjaland. Paa alle disse Skove havde han og hans Mænd intet andet at leve af end Fugle- og Elgekjød, og de døjede overvættes meget Ondt, saavel af Hunger og Kulde, som af Træthed og Udmattelse, thi det var just i Førefaldet, da Sneen smeltede i Skovene og Isene paa Vandene, og man saaledes ikke kunde benytte Heste eller anden Slags Befordring. Stundom maatte de fare over Moser og store Myrer, stundom gjennem tætte Skove eller svære Broter. Indbyggerne i Jarnberjaland vare endnu Hedninger, og havde – den Slægt i det mindste – aldrig seet en Konge drage gjennem deres Land, ja der fandtes neppe nogen iblandt dem, som rigtigt vid-