ham i Haanden, og ledede ham hen til et Kapel ved Nordsiden af Sanghuusdøren med de Ord: følg mig, min Broder, jeg har noget hemmeligt at tale med dig. Han grundede paa, hvad denne Mand kunde ville ham, og Manden, som merkede det, sagde: ræddes ikke for mig, Broder, thi Gud har sendt mig. Da tyktes han neje sig for ham til Jorden, og spørge: hvo er du, Herre, at jeg vist kan vide at Gud bar sendt dig. Den Gamle bad ham anden Gang ikke ræddes, og sagde at Gud visselig havde sendt ham. Men hans Banghed tiltog endnu mere. Da tog den Gamle ham ved Haanden, rejste ham op, og sagde tredie Gang: ræddes ikke, Broder, Fred være med dig, jeg er Samuel, den Guds Prest, og har Guds Erende til dig at udrette. Med disse Ord, forekom det ham, tog Oldingen et Horn, fyldt med Salve, fra en Skreppe, han havde om Halsen, og bad Sverre række sine Hænder frem: han gjorde saa, og nu salvede Oldingen begge hans Hænder, idet han sagde: disse Hænder helliges herved og styrkes til Had mod dine Fiender og Modstandere, og til at store mange Mennesker. Derpaa kyssede han Sverre, tog ham ved den højre Haand og sagde: kom nu ud fra denne Trængsel her øster, thi du skal være Konge. Anden Gang kyssede han ham, og sagde: vær sterk og kjek, thi Gud vil hjelpe dig. Derpaa vaagnede Sverre. Denne Drøm skal han strax have fortalt de 12 Mænd, der sov i samme Herberge som han, og af hvilke de tvende vare Prester. Alle fandt den merkelig, og hans Mænd bleve glade derover; dog vilde ingen indlade sig paa at udtyde den. Han bad dem da ikke tale videre derom. Men alle, heder det, tyktes efter denne Drøm at spore en stor Forandring i hans Sind[1].
Den følgende Dag, Onsdagen den 9de Marts, brød Sverre med sine 70 Mand op fra Hamar i Vermeland, og tog Vejen sydover til Viken. Undervejs flokkede flere sig til „ham, saa at han, da han kom ind i Saurbygden, havde 420 Mand. Her lod han holde Thing, og paa dette vilde hans Mænd give ham Kongenavn. Han undslog sig først og bad dem at vente, indtil det nogenledes havde viist sig at hans Sag var retfærdig, men de erklærede at de ikke vilde tjene ham, dersom han ej var af højere Rang end alle de øvrige. Saaledes maatte han da finde sig deri: de gave ham Kongenavn, og alle gik ham paany til Haande og tog ved hans Sverd. Det var første Søndag i Faste, 13de Marts 1177. Men
- ↑ Sverres Saga Cap. 10. Da Sverre drømte, eller i det mindste fortalte at han drømte om at være i Sarpsborg, skulde man maaskee slutte, at han ogsaa havde opholdt sig der; hvilket i saa Fald vilde bestyrke at hans Rejse varede meget længer, end Sagaerne angive.
