i Sverige have faaet et Brev af lignende Indhold. Det er vist nok, at Knut fremdeles laa i Strid med Kong Valdemar i Danmark[1], og derfor nu ogsaa maatte betragte Erling, hans Vasall, som sin Fiende, skjønt han tidligere havde fundet Beskyttelse i Norge. Med disse Breve og Hilsener kom Birkebeinerne tilbage til Sverre, hvilken de imidlertid forsigtigviis havde stillet under Opsigt, at han ej skulde undlode: han havde nemlig besluttet at drage til det hellige Land. Dog blev han døv for alle deres Bønner og Overtalelser, indtil de, efter Borge Jarls Raad, satte ham tvende Vilkaar, enten at føje dem, eller miste Livet. „Vi have“ sagde de, „længe tjent Eders Frænder, mistet vore Fædre og Brødre, ja næsten alle vore Frænder, og vor Fred i Landet, for din Faders Skyld: nu tilbyde vi end at vove vort Liv for dig, og dog vil du baade forsage os og din egen Hæder. Vid derfor, at hvis du ej føjer os, ville vi dræbe dig og dine Frænder, for dermed at kjøbe os Fred med Kong Magnus, og vi, som forhen vare Eder alle de huldeste Venner, ville nu blive Eder de værste Fiender.“ Her var altsaa intet andet for, end at efterkomme deres Ønske, skjønt under lidet lovende Omstændigheder, thi deres Flok var ikke mere end 70 Mand sterk, og de fleste af dem, som sagt, i den usleste Forfatning[2]. Fastelavns Søndag, den 6te Marts 1177, indgik han Forbund med dem, og Dagen efter gik alle 70 ham til Haande, deels som hans Hirdmænd, deels som Gjester, deels som Huuskarle. Dette skede paa Gaarden Hamar i Vermeland, hvor Cecilie rimeligviis havde sin Bopæl[3]. Om Natten havde Sverre, fortælles der, en ny Drøm. Det forekom ham, som om han var i Sarpsborg, paa samme Tid som Kong Magnus og Erling Jarl med deres Krigsfolk, at der i Byen opstod nogen Hvisken om at en Kongesøn befandt sig der, og at alle Folk søgte efter denne; men det syntes som om Efterspørgelsen gjaldt ham selv, hvorfor han hemmelig vilde forlade Byen, men med et stod han foran Mariekirken, og gik ind for at høre Messe. Da, syntes han, kom en ældgammel Mand med snehvidt, kort Haar, rødt Ansigt, og ærefrygtsbydende at see til, hen til ham, tog
- ↑ Om Kong Knut og hans Fejde med Danmark 1170 er der ovenfor talt. I Aaret 1182 gjenfinde vi ham atter i Fejde med Danmark, idet han og Byrge Jarl understøttede Kronprætendenten Harald Skreng. Til Byrge Brosa toge Erkebiskop Æskils Dattersønner, Knut og Karl, i 1176 deres Tilflugt, da de havde stiftet en Sammensværgelse mod Kong Valdemars Liv. Dette viser noksom, hvorledes der den hele Tid herskede uvenskabeligt Forhold mellem Danmark og Sverige.
- ↑ Roger Hoveden, l. c. siger at det var 1100 stridbare Mænd, der vare undkomne fra Ree og sluttede sig til Sverre. Men her sigtes vel kun til Flygtningernes Antal i det Hele taget, og dette er enda angivet for lidet.
- ↑ Gaarden Hamar ligger paa Hamarø, nordligst i Veneren, nær ved det nuværende Karlsstad.
