søn. Begiver Eder til ham og heder ham om at lade Eder faa en af dem til Høvding. Deres Herkomst er lige saa bekjendt for alle, som min er ubekjendt.“ Disse merkelige Ord, der i Sagaen selv lægges Sverre i Munden, og bære alt Præg af virkelig at have været udtalte – de hørtes ogsaa af saa mange, at de siden vanskelig kunde dølges eller glemmes – vise, hvor fuldstændigt Sverre nu havde slaaet det af sine Tanker at optræde som Kronprætendent, om det nogensinde havde været hans Alvor; ja de, der ere tilbøjelige til at ansee Sverre for en Bedrager, kunde heraf maaskee slutte, at han først efter at være kommen i Berørelse med Birkebeinerne fattede sin dristige Plan, og at Fortællingen om hvad han tidligere havde oplevet og foretaget sig, siden formedes derefter. I alle Fald lader det til, at han først efterat have besøgt Byrge Jarl aflagde sin gejstlige Dragt, thi Saxo fortæller at han da skulde have foræret sin Diakon-Stola og sin Alterbog[1] til en Prest, hos hvem han nød Gjestfrihed. Men alt dette lader sig nu ikke mere opklare. Ogsaa i Byrge Jarls og hans Sønners Interesse laa det siden at holde paa Sverre, og ikke fortælle andet om ham, end hvad der kunde være ham behageligt, eller ikke paa nogen Maade kunde holdes skjult. Derfor maa ogsaa Beretningen om Sverres Æventyr i Sverige, som saa meget andet i hans Historie, staa ved sit Værd. Hvad der taler for Sandheden af hans Foregivender i Hovedsagen, er ovenfor anført.
Birkebeinerne, eller udvalgte Sendebud af deres Flok, begave sig efter Sverres Raad til Byrge Jarl, og fremførte deres Erende; men Byrge Jarl undskyldte sig med at hans Sønner vare altfor unge, og sagde tillige at Nordmændene aldrig vilde finde sig i at see en gautsk Hær rykke ind i Landet. Men, sagde han, „en Søn af Kong Sigurd var hos os i Julen, og skal nu være i Vermeland: tag ham til Høvding, han har Alder dertil og seer ud til en forstandig Mand.“ De svarede at de allerede havde henvendt sig til ham, men at han havde viist dem fra sig. „Jeg tvivler dog paa,“ sagde Jarlen, „at I ville kunne faa nogen Fremgang, hvis den ikke skulde komme fra ham; følger mit Raad, opsøger ham paany og hilser ham fra mig, at jeg lover ham alt det Venskab, jeg kan give, og at han og hans Folk skulle have Fredland her, naar som helst han kommer til Sverige. Sætter ham to Vilkaar, enten at opfylde Eders Bøn, eller at miste Livet.“ Han skal endog have medgivet dem et Brev til Sverre, hvori han opfordrede ham til at stille sig i Spidsen for dem, og lovede ham sin kraftige Bistand. Ja hvad mere er, de skulle endog fra Kong Knut
- ↑ Saxo, S. 895. Dette synes altsaa at vise, hvad der ovenfor er ytret, at Sverres gejstlige Indvielse i alle Fald kun var Diakonat-Vielsen.
