ste hvad Ordet „Konge“ betydede, et Menneske eller et Dyr. Men de viste sig meget forekommende mod ham, da de hørte hans Ord, og de lagde ingen Hindringer i Vejen for hans Rejse. Fra Jarnberjaland drog han til Herdalen, sandsynligviis den almindelige Vej, over Mora og Elvedal, samt videre over Fjeldet til lille Herdal, i alt 15 Mile. Her var han kommen inden Norges Grændser, men der tales ikke om at han mødte nogen Modstand. Han fortsatte sin Vandring ikke opad Dalen, henimod den norske Grændse, men atter til Fjelds, over til Jemteland. Denne Fjeldvej angives til hele 38 Mile lang: saa lang var den vel ikke, men dog meget længere end de, han hidtil havde tilbagelagt. Man maa formode, at han brød op fra Sveig og ikke drog lige over til Berg ved den sydlige Ende af Storsøen, hvilket umuligt kunde have været beregnet til 38 Miil, men at han fulgte Fjeldryggen lige op til Herdals-Storsjø og Ottsjø, og ned til Undersaker i den vestlige Deel af Jemteland[1]. Paa denne Fjeldvandring havde de intet andet at spise end Bark og Save, og Bær, der om Vintren havde ligget under Isen. Da de allerede havde været to Dage uden ordentlig Mad, og befandt sig i den tykkeste Skov, kom de til et stort Vand, hvor der ej fandtes nogen Farkost, men de maatte gjøre sig Tømmerflaader, tre eller fire om een, som det kunde falde sig. Den Flaade, paa hvilken Kongen sad selv fjerde, var temmelig liden, og sank saa dybt ned, da de stødte fra
Land, at Vandet naaede dem til midt paa Leggen, men Søen, som de skulde sætte over, var ikke mindre end en Miil bred. I det samme kom en af Flokken ned til Bredden, og raabte paa dem, at de maatte tage ham med, thi han var aldeles forkommen af Mødighed. De fleste vare allerede over paa den anden Side, og Sverre saa, at det gjaldt Mandens Liv, hvis han ej tog ham med, imidlertid syntes Flaaden næsten for liden for dem, der allerede vare paa den. Han vovede dog Forsøget, lod den atter lægge til Land, og tog Manden op; Vandet naaede dem nu til over Knæet, men de kom dog lykkelig hiinsides til en fældet Træstamme, der laa ud i Vandet; paa den gik de i Land, Sverre sidst. I samme Øjeblik sank Flaaden, og dette undlod man ikke at betragte som et Tegn, der vidnede om at Sverre var bestemt til at udføre store Gjerninger. Endnu maatte de tilbringe to Nætter i Ødeskoven uden anden Føde end Save og Birkesaft: den tredie Dag var Mandskabet næsten opgivet af Træthed. Dog arbejdede de sig endnu frem, saa at de kun havde 12 eller 13 Mile tilbage
- ↑ Det synes nemlig ogsaa af hvad der strax nedenfor fortælles om den Lethed, hvormed han kuede de Jamter, der gjorde ham Modstand, som om dette ej kunde have været i Landskabets folkerigeste Deel, ved Storsøen og Frøsø; heller ikke kan Søen, hvor Baadene bleve tagne, have varet faa stor, thi Sigurd (se nedenfor) maa rimeligviis have strejfet rundt omkring den.
