ethvert Angreb, men endog let kunde have taget Thorvald af Dage, hvis han ej havde været ædelmodig nok til at lade ham drage uhindret bort. Denne Ædelmodighed var dog aldeles spildt paa Thorvald, der fremdeles vedblev at efterstræbe Ravn. En Uvejrsnat i Marts Maaned 1213 lykkedes det ham endelig at komme ganske ubemerket med en stor Folkestyrke til Eyre, hvor man ikke drømte om nogen Fare; han lod strax sætte Ild paa Gaarden, og uagtet han paa Ravns Bøn lovede alle, der nedlagde Vaabnene, fri Udgang, lod han dog Ravn halshugge og to af hans Mænd fodhugge, hvorhos han ranede alt hvad der fandtes af rørligt Gods, Vaaben og Klæder m. m. paa Gaarden, ja endog et Fartøj, der tilhørte Kirken. Ikke nok hermed, kom han nogle Uger senere tilbage, og plyndrede mange af Navns forrige Thingmænd. Man skulde tro at han var bleven betagen af et uforklarligt Raseri mod sin forrige Velgjørers hele Familie. Senere tilbød han vel Forlig, men mere, som det synes, for at undgaa de farlige Følger af sin Ugjerning, end af nogen Anger derover. Thord Sturlassøn afsagde efter begge Parters Overeenskomst en Dom, der lød saaledes, at han, foruden at udrede en betydelig Pengebod, skulde forlade Landet paa fem Aar, – hvilken Tid dog forkortedes til tre Aar, hvis det lykkedes ham at faa Absolution af Paven –, og at han efter Hjemkomsten stedse skulde være fredløs i det hele Strøg mellem Vatnsfjord og Breidafjorden, skjønt han beholdt sit Godord og Høvdingedømme, undtagen over dem af sine hidtilværende Thingmænd, der boede i nys nævnte Strøg. Fremdeles skulde Ranene erstattes og særskilt Bøder udredes for de Mishandlede eller Lemlæstede. Thorvald efterlevede Dommen i det hele taget upaaklageligt, gik lige til Rom, fik sandsynligviis Absolution af Paven, og kom derfor tilbage efter tre Aars Forløb[1]. Han holdt sig i nogen Tid stille, men det varede ikke længe, førend han optraadte med endnu større Overmod og Voldsomhed end forhen, indtil Ravns Sønner endelig gave ham hans fortjente Løn, som det i det Følgende skal berettes.
Imidlertid havde saavel Arnor Tumessøn, som Thorvald Gissurssøn og Biskop Gudmund ifølge Erkebiskoppens Indkaldelse begivet sig til Norge. Jon Sigmundssøn var død, Hall dræbt, og Sighvat kunde ikke vel forlade Landet samtidigt med Arnor. Thorvald rejste med den udvalgte Biskop Telt, og Arnor alene 1213; Gudmund, som paa samme Tid gjorde sig rejsefærdig, blev to Gange dreven tilbage af Storm, maatte sidste Gang lade sig bære syg fra Skibet, og kom ikke afsted førend det følgende Aar[2]. Men ved hans Ankomst til Norge var Erkebiskop Thore enten allerede død (8de Aug. 1214) eller
