Dattersøn af Gissur Hallssøn, der valgtes til hans Eftermand, døde 1214 i Norge, efter at han Aaret forud var dragen derhen for at modtage Indvielsen, og i det Aar, han som udvalgt Biskop tilbragte paa Island, synes han ikke at have nydt nogen synderlig Anseelse eller at have optraadt med nogen biskoppelig Myndighed; endog Biskopsstolen og dens Gods bestyredes efter Biskop Paals Foranstaltning af hans Farbrødre, Thorvald og Magnus Gissurssønner, hvilke vel ogsaa vare de egentlige Ophavsmænd til hans Valg. Man skulde næsten tro, at de mindre velsindede blandt Høvdingerne kun havde ventet paa Paals Død for at give deres slette Lidenskaber Tøjlen. Sighvat Sturlassøn, der var bleven enig med sine Svogre Arnor og Sigurd om, at det vilde være belejligst og fordeelagtigst for dem alle tre, om han kunde flytte til Eyjafjorden og overtage de Godord, Sigurd havde skjenket hans Søn Tante, men som paa den anden Side nødig vilde opslaa sin Bolig i en Egn, hvor han ikke strax blev den første Mand, brugte de skjendigste Kneb forat opnaa dette Maal. Der havde i lang Tid hersket et dødeligt Fiendskab mellem den forhen omtalte Høvding Hall Kleppjarnssøn og hans Medbejler Kalv Guthormssøn, der næst ham var den mest anseede Bonde i Eyjafjorden. Sighvat laante villigt Øre til Kalvs Beklagelser over Hall, og tilsagde ham sin Bistand, i hvad han faa end maatte foretage sig: dette kunde vanskeligt tages anderledes end som en Opfordring til at dræbe Hall, uagtet den listige Sighvat ej tydeligt havde udtalt Ordet. I Forventning om Sighvats Hjelp overfaldt derfor Kalv Hall og tog ham af Dage 1212. Men i Stedet for at understøtte Kalv, overlod Sighvat ham til sin Skjebne, og da han var bleven nødt til at udrede en stor Bod og forlade Heredet paa tre Aar, var Sighvat strax rede til at kjøbe hans Gaard Grund, bosætte sig der, og tilrive sig Magten i Eyjafjorden, hvis tvende mægtigste Høvdinger han saaledes paa nemmeste Maade havde faaet ryddet til Side[1]. Endnu skjendigere, om muligt, opførte Thorvald Snorressøn i Vatnsfjorden sig paa samme Tid mod sin Velgjører, den ædle Ravn Sveinbjørnssøn. Misundelig over hans store Anseelse, søgte han enhver Anledning til at skade ham, væltede sig ind paa hans Thingmænd, og gjorde omsider idelige Forsøg paa at overfalde ham i hans Hjem. Et Par Gange mislykkedes dette, da Ravn hver Gang i Tide havde faaet Nys om hans Komme, og samlet saa mange Folk til sit Forsvar, at han ej alene kunde trodse
- ↑ Sturlungasaga IV. Cap. 10. Halls Død anføres i Annalerne under 1212; naar Sturlungasaga derfor nævner „fem Aar efter Striden ved Hole“ (1209), er dette aabenbart en Skrivfejl, og der bør sikkert læses fám vetrum i Stedet for fimm vetrum.
har meent, at Paals Død faldt i November samme Aar, hvoraf Gudmund havde tilbragt de første Maaneder i Steingrimsfjorden.
