Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/851

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
833
1180–1230. Begivenheder paa Island. Biskop Paals Død.

Kleppjarnssøn,[1] Sighvat Sturlassøn og Snorre. Sturlassøn. „Det var,“ ytrede Erkebiskoppen, „med stor Smerte at han havde modtaget Efterretningen om en saa uhørt Begivenhed, som den, at ulærde Mænd havde understaaet sig til at fordømme deres Biskop, over hvilken ingen havde Ret til at dømme uden Paven eller Erkebiskoppen i Pavens Navn; at de havde afsat ham fra sit Biskopsdømme, og dræbt flere af hans Folk, hvoriblandt endog enkelte Prester. For en saadan Synd kunde alene Paven selv give Absolution. Da nu Misligheder, som denne, umuligt lade sig rette paa eller hemme ved blotte Budsendinger eller Breve, idet den ene altid skylder paa den anden, saa at man aldrig kommer efter Sandheden, var der ikke andet for, end at saavel Biskoppen som de oven nævnte Mænd personligt indfandt sig hos Erkebiskoppen, og han befalede dem derfor med sømmelig Lydighed, Gud til Tak, den hellige Christendom til Frelse, deres Synder til Forladelse, og alle Landets Indbyggere til Gavn, endnu samme Sommer at komme over til Norge“. Han paalagde derhos Arnor særskilt at udrede til Biskoppen saa meget af Biskopsstolens Gods, som han sømmeligen behøvede til Rejsen, ligesom han og paa det strengeligste forbød ham at gjøre ham nogen Tort enten paa Rejsen fra Landet eller tilbage[2]. Et saa alvorligt Brev som dette vovede Høvdingerne, hvor overmodige de end ellers kunde være, ikke at affærdige med Ligegyldighed. Det havde for det første den Virkning at Arnor tillod Gudmund at vende tilbage til Hole, og lod ham sidde i Fred den Vinter. Og da Vaaren kom, gjorde saavel Arnor, som Thorvald Gissurssøn sig rejsefærdige til Norge.

Det maatte under disse Omstændigheder ansees som en stor Ulykke for Landet, at den fredelskende, højt anseede Biskop Paal, om Høsten 1211 faldt i en haard Sygdom, hvoraf han bortrykkedes efter et Par Maaneders Sygeleje, den 29de November, endnu kun 56 Aar gammel[3]. Skaalholts Biskopsstol stod nu i flere Aar saa godt som ubesat, thi Telt Bersessøn, en

  1. Erkebiskoppen havde naturligviis, da han skrev Brevet, endnu ikke bragt i Erfaring at Hall havde forliget sig med Gudmund.
  2. Brevet findes i sin Heelhed i Sturlungasaga IV. c. 8, saavel som i Finn Jonssøns Kirkehistorie, I. S. 253.
  3. Hans Dødsaar angives saaledes i Annalerne, og tillige i Paal Biskops Saga Cap. 17, forsaavidt der her siges at han døde en Tirsdag, der tillige var Dagen for St. Andreas-Dag, altsaa 29 Novbr. Denne Dag falder just i 1211 paa en Tirsdag. For Resten nævner Sagaen et urigtigt Aarstal, nemlig 1204. Sturlungasaga IV. 8 siger at Biskop Paal døde Atle Novbr. lamme Vinter, Biskop Gudmund opholdt sig i Steingrimsfjordens dette er urigtigt, thi den Vinter var Vintren 1210–11; Fejlen forklares lettest saaledes, at Nedskriveren har udtrykt sig unøjagtigt og kun