begav sig om Vaaren (1210) til Rutafjorden paa Nordlandet, for derfra til Søs at snige sig tilbage til Hole. Dette mislykkedes dog, da Arnor Tumessøn lod besætte alle de Havne, hvor han paa nogen Maade kunde lande, med Bevæbnede, saa at han maatte vende om igjen, og tog sit andet Vinterophold paa en Gaard i Steingrimsfjorden[1]. Han havde tillige den Ærgrelse at høre, at Presterne i hele Biskopsdømmet holdt Messe som før, uden at bryde sig om hans Forbud. Han satte dem naturligviis alle i Ban; men de raadførte sig med den for sin gejstlige Lærdom og sit velvillige Sindelag, ej mindre end for sin literære Virksomhed anseede Gunnlaug Munk i Thingeyre Kloster, og denne gav dem det Raad, slet ikke at lade sig anfegte af Bansættelsen, men vedblive med alle gejstlige Forretninger. Et saadant Raad fra en Mand som Gunnlaug, der dog, hvad man og af hans Skrifter kan see, omfattede Kirken og dens Interesser med den mest brændende Iver og den dybeste Ærefrygt, og som desuden selv for faa Aar siden paa en saa iøjnefaldende Maade havde givet sin Beundring for Gudmund tilkjende[2], vidner mere end alt andet om, hvor overvættes store Gudmunds Misgreb maa have været. Vaaren efter (1211) havde Biskoppen og Arnor en Sammenkomst, hvor denne tilbød ham et i alle Dele hæderligt Forlig, saa at han endog, om han ønskede det, kunde vende tilbage til sin Biskopsstol og overtage hele Bestyrelsen af de gejstlige Anliggender, medens alene det Økonomiske, som han havde viist sig saa udygtig til at forestaa, skulde være hans Raadighed unddraget. Men herom vilde den egensindige Gudmund intet høre. Kort efter begav han sig aldeles uventet til Hall Kleppjarnssøn, med hvem han, som anført, tidligere havde sluttet Forlig, og fik ham nu overtalt til at samle Folk, for med væbnet Haand at gjenindsætte ham i hans Sæde. Arnor samlede ligeledes Folk, og mødte dem; det kom imidlertid ikke til nogen Kamp, da Hall og Biskoppen trak sig tilbage, for at undgaa Blodsudgydelse. Dog blev der heller ikke sluttet noget Forlig, og Biskoppen tilbragte Sommeren med at rejse om paa andre Steder i Stiftet, idet han erklærede alle Kirker besmittede, faa længe Hovedkirken ej var renset, og alene holdt Messe i Telte.[3]
Saaledes stode Sagerne, da der henimod Høsten (1211) indløb et Advarsels- og Formanings-Brev fra Erkebiskop Thore til Arnor Tumessøn, Sigurd Ormssøn, Thorvald Gissurssøn, Jon Sigmundssøn, Hall
- ↑ Sturlungasaga Cap. 7. I Steingrimsfjorden skal Gudmund, ifølge Sagaens Udsagn, ogsaa have gjort Mirakler, navnlig ved at fordrive Troldhexen Selkolla. Merkeligt nok, tales der intet om at han udførte Mirakler under Opholdet hos den oplyste Snorre Sturlassøn.
- ↑ Se ovenfor S. 821 Not.
- ↑ Sturlungasaga IV. 7.
