mund Sneis havde vel i Sinde at komme ham til Undsætning, men hindredes derfra ved en til hans Gaard udsendt Flok. Efter Thord Bødvardssøns listige Raad raabte man Krigsraab allerede om Aftenen, Uagtet man ej agtede at begynde Angrebet førend om Morgenen: derved bleve mange af Biskoppens Folk saa forskrækkede, at de deels forstak m, deels flygtede bort, deels endog gik over til hans Fiender. Da Morgenen kom, og man saa, hvor tyndt Forsvarernes Antal var blevet, tyede de af dem, der forud kunde være visse paa, at Fienden ej vilde skjenke dem Livet, ind i Kirken. De faa, der vare tilbage, satte sig dog kjekt til Modværge, men bleve, da der paa hver Side var faldet sex Mand, aldeles overmandede. Angriberne brøde Døren op, besatte Husene og gjennemsøgte dem nøje, idet de lode Biskoppen vide, at hvis han vilde løse dem af Bannet, skulde flere af dem, der havde søgt Tilflugt i Kirken, faa beholde Livet, og han selv kunne drage uhindret bort, dog uden nogensinde at maatte komme tilbage igjen; men i modsat Fald vilde de jage ham bort med Spot og Spe, og uden Barmhjertighed dræbe alle dem, der vare i Kirken. Biskoppen erklærede først, at han ikke vilde indlade sig paa nogen Betingelse, men efter sine Mænds indstændige Anmodning bekvemmede han sig dog, som det heder, til at synge et Miserere, for derved at stemme Fienderne til noget større Skaansel, skjønt han udtrykkeligt erklærede, at de ikke derved løstes fra Bannet. Derpaa modtog han Snorre Sturlassøns Tilbud om, indtil videre at tage sit Ophold hos ham, og drog endnu samme Dag afsted med ham. Da Biskoppen var borte, truede Arnor og hans Medforbundne den i Kirken indesluttede Skare til at komme ud, og tre af de verste Forbrydere bleve strax henrettede[1]. De øvrige beholdt vel Livet, men de maatte forføje sig bort, og saaledes, heder det i Paal Biskops Saga, bortryddedes alt dette Skarns Pak, som der var, Fredløse, Ransmænd og Røvere, og denne Røverrede blev fuldstændigt tilintetgjort, faa at man fra den Tid af kunde aande frit[2]“. Arnor og Sigurd toge indtil videre Biskopsgodset ganske tinder deres Bestyrelse, opsloge deres Bopæl paa Hole, og satte Folk til at indkræve Tienden. Da Biskop Paal hørte, hvad der var skeet, indbød han strax sin Kollega til sig, men Gudmund, ærgerlig over at han ej havde holdt med ham i alle hans Urimeligheder, modtog ikke Indbydelsen. I afmægtig Harme sendte han ham Brev til Hole, og fordrede at Kirken skulde tillukkes, saasom den var besmittet ved Manddrabet og de bansatte Mænds Begravelse; men Arnor og Sigurd vilde intet høre derom, og tvang Presterne til at holde fuld Gudstjeneste. Gudmund forblev den hele Vinter hos Snorre, men
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/849
Denne siden er korrekturlest
831
1180–1230. Begivenheder paa Island. Biskop Gudmund.
