melighed og Forsonlighed, tvert imod skulde fare frem med en hidtil uhørt Vold og Lovløshed, og staa i Spidsen for, hvad der i Ordets egentlige Forstand kunde kaldes en Røverbande. Dette kunde ikke taales, og flere Høvdinger vilde allerede strax med væbnet Haand gjøre Ende paa dette Uvæsen, da Biskop Paal lagde sig imellem, og bad dem endnu at vente lidt, indtil den første Forbitrelse nogenledes havde lagt sig; han haabede at Gudmund imidlertid selv vilde indsee sin Vildfarelse, og fatte et mere forsonligt Sind. Han sendte tillige sin Kapellan til ham, for at stemme ham til Maadehold og Forsonlighed, og tilbød ham al den Hjelp, han kunde yde. Men alt var forgjæves. Gudmund saa i hans velmeente Raad kun et utilbørligt Medhold med dem, han betragtede som Kirkens Fiender, og afviste ethvert Mæglingsforsøg. Under saadanne Omstændigheder var der intet mere for Biskop Paal at gjøre, og det stod nu kun tilbage, med Vaabenmagt at gjøre Ende paa den alt for længe vedvarende Uorden. Det gjaldt imidlertid ej alene at tilvejebringe Orden og Rolighed, men og at tage Hevn for Kolbein Tumessøns Drab, og det faldt sig derfor naturligt, at Sighvat Sturlassøn og Thorvald Gissurssøn, hans nærmeste Besvogrede, satte sig i Spidsen for Foretagendet, idet de lode Brev udgaa til Landets øvrige Høvdinger om at gjøre fælles Sag med dem. De fleste adløde Opfordringen, og der dannede sig et stort Forbund tinder Anførsel af Arnor, Kolbeins Broder, Svogeren Sighvat Sturlassøn, Jon Sigmundssøn, Thorvald fra Vatnsfjorden, Thorvald Gissurssøn, og, hvad der især er merkeligt, endog Magnus Gissurssøn, der selv var gejstlig, havde været Kandidat til Biskopsstolen i Hole, for faa Aar siden havde gjort en Rejse til Rom, ligesom han ikke mange Aar derefter fulgte Paal Jonssøn som Biskop i Skaalholt. Snorre Sturlassøn sluttede sig ligeledes til Forbundet, men, som det synes, kun for et Syns Skind, og egentlig mest for at see til at Biskoppen ej led alt for megen Overlast. Sighvat Sturlassøn anmodede ogsaa sin Broder Thord om at være med, men da Thord sagde, at han i saa Fald kun vilde komme selv femte, forlod Sighvat ham i Vrede, og det blev aldrig siden godt imellem dem. Ogsaa Ravn Sveinbjørnssøn vægrede sig ved at være med, hvilket Sighvat heller ikke glemte ham[1]. Da Høvdingerne den følgende Vaar (1209) strax efter Paaske samledes i Nærheden af Hole, havde de i Alt 840 Mand, og mod dem havde Biskoppen kun faa andre end sine egentlige Gaardsfolk at stille, „da de fleste forlode ham og neppe en eneste vilde komme ham til Hjelp.“ Ag-
- ↑ Ravns Saga siger udtrykkeligt, at alle Islands Høvdinger, paa Ravn og Thord nær, forenede sig mod Biskoppen. Sturlunga-Saga siger i Førstningen kun at det var de ovennævnte men omtaler dog siden lejlighedsviis flere som Deeltagere f. Ex. Hall Kleppjarnssøn og Thord Bødvarssøn. Altsaa har dog vist hiin Saga i det Væsentlige Ret. Dog lader det ej til at nogen af Oddefamilien var med.
