efter Biskoppen, for at det ej skulde lykkes denne at skaffe de fredløse bort. Kolbein indhentede Biskoppen paa et Sted, kaldet Videnes, og spærrede ham Vejen. Strax begyndte der en hidsig Kamp, hvori dog Biskoppen selv, Abbederne og nogle Prester ikke deeltoge, ja Biskoppen forbød endog udtrykkeligt sine Mænd at drage Sverdet, men det hjalp ikke; hans Mænd kæmpede med overordentlig Tapperhed, og just som Kampen var paa det heftigste, blev Kolbein truffen i Panden af en Steen, saa at han styrtede til Jorden og strax efter opgav Aanden[1]. Dette gjorde Ende paa Kampen, som saaledes fik et langt andet Udfald end man havde ventet, thi Biskoppen blev Sejrherre, og Kolbeins Mænd flygtede forskrækkede bort, paa nogle faa nær, der kastede Vaabnene fra sig og bade om Naade. (8de Sept. 1208). Ej længe efter kom Sigurd og Arnor med deres Flok, men da de erfarede, hvorledes det var gaaet Kolbein, trak de sig tilbage, og begave sig siden i al Stilhed over Fjeldene til Sønderlandet, .hvor de tilbragte Vintren. Thorvald Gissurssøn, der virkelig havde fulgt Kolbeins Opfordring, og allerede var kommen et Stykke op paa Fjeldet med sin Flok, vendte ved Efterretningen om Kolbeins Fald om igjen. Hall Kleppjarnssøn sluttede særskilt Forlig med Biskoppen og underkastede sig hans Dom. Saaledes spillede Biskoppen nu ganske Mester paa Nordlandet. Han paalagde enhver af de Bønder, der havde deeltaget i Toget mod ham, store Bøder, som tre, fem eller ti Hundreder, ja af een fordrede han endog tyve; og til at inddrive disse Bøder udsendte han store bevæbnede Flokke, der droge omkring paa Gaardene og toge med Magt, hvad der ej ydedes med det Gode; i Følelsen af deres Overmagt, og forbitrede over Bøndernes Klager, gik de endog haardere frem end Biskoppen havde befalet dem, og tillode sig alskens Voldsomheder, saa at de endog paa et Sted brændte en Gaard op og paa andre Steder saarede flere, til hvem de havde et ondt Øje. Arnors og Sigurds Ejendomme bleve, som man let kan forstaa, ved denne Lejlighed slemt medhandlede[2]. Og med alt dette bleve Bønderne ikke engang løste af deres Ban, thi Biskoppen tog Anledning af hvad han kaldte deres Gjenstridighed til at erklære, at Bansættelsen fremdeles skulde vedblive. Mange saa sig derved endog nødsagede til at flygte fra Egnen, og ty vester til Breidafjorden forat søge Hjelp hos Sighvat Sturlassøn. Større Forargelse kan man neppe tænke sig, end at Biskoppen, hvis fornemste Pligt det var at foregaa med Exempel paa Fredsom-
- ↑ Kolbein, fortælles der, havde dog saa megen Besindelse, at han forlangte en Prest, hvilket Biskoppen heller ikke negtede ham; han svor da, siges der, Forliigs-Ed, fik de sidste Naademidler og opgav derpaa Aanden.
- ↑ Efter Biskop Paals Saga l. c. tilegnede Biskoppen sig uden Videre Kolbeins Venners og Tilhængeres Gods.
