Lovlighed; thi det faldt af sig selv, at Gudmund gjorde sikker Regning paa hans Medvirkning, saameget mere som Erkebiskoppen udtrykkeligt havde tilskrevet ham derom. Men herpaa vilde den forstandige Paal aldeles ikke indlade sig, ja da Gudmund havde taget sig den Frihed at exkommunicere flere Mænd, der ikke engang hørte til hans, men til Paals Biskopsdømme, ophævede denne uden videre Bansættelsen, og nøjedes med, for et Syns Skyld at paalægge dem, en ubetydelig Skrift. Dette hans Maadehold tog naturligviis Gudmund ham meget ilde op, og betragtede det næsten som et Forræderi[1]. Ud paa Sommeren kom Gudmund tilbage, forsterket med en heel Deel Venner og Frænder, og fremdeles ledsaget af de fredløse, der ikke vovede at skilles fra ham, af Frygt for Kolbein. Den broget sammensatte Hob tillod sig alskens Uordener, og da man kom forbi Madrevalle, brød Biskoppen selv, i Spidsen for Flokken, ind paa Gaarden og i Kirken, og bortførte i Sigurds og hans Stifsøn Arnors egen Nærværelse et Relikvie-skrin saavel som nogle Bøger, under Paaskud at det ej var passende at slige Sager vare under bansatte Mænds Varetægt. Sigurd lod strax Kolbein melde hvad der var skeet, og med Klage over at Biskoppen nu selv øvede Ran og Herverk, samlede baade Sigurd, Arnor, Kolbein og Hall Kleppjarnssøn (Svigersøn af Gudmund Dyre og en af de mægtigste Høvdinger i Eyjafjorden), Folk for at hjemsøge Biskoppen og tvinge ham til at lyde Landets Lov, hvorhos Kolbein sendte Bud lige over til Sønderlandet, for at opfordre sin Morbroder, Thorvald Gissurssøn, til at deeltage i Expeditionen. Kolbein, der boede nærmest ved Hole, ankom allerede Dagen efter at Biskoppen selv var kommen hjem, og omringede Gaarden med flere end 400 Mand. Agmund og flere af Biskoppens Mænd søgte at mægle Forlig, men forgjæves, thi Kolbein fordrede ubetinget, at Biskoppen skulde udlevere de fredløse, og derved vægrede Biskoppen sig haardnakket. Da Aftenen kom, besluttede Biskoppen, efter Agmunds Raad, at ride bort med hele sit Følge uden noget foregaaende Forlig, og lade det komme an paa, hvor vidt Kolbein vovede at angribe ham eller ej. Medens der ringedes til Aftensang[2], red Biskoppen af Gaarde med en Skare af ikke færre end 360 Mennesker, blandt hvilke der, foruden endeel kjekke og raske Lægmænd, vare 3 Abbeder, 2 Munke, 40 Prester, en Mængde Klerke, samt endelig ogsaa endeel Tiggere, Landstrygere og Betlersker: en heel underlig Sammensætning. Kolbein havde maaskee, da det kom til Stykket, ladet Biskoppen ride uhindret bort, men en af hans Følge, merkeligt nok en Prest, raabte: „se, der rider Biskoppen afsted baade med din og sin egen Hæder!“ Ved disse Ord bød Kolbein sine Folk stige til Hest, og sætte
