buden paa Island ved Erkebiskop Eysteins ovenfor anførte Skrivelse, var endnu ikke vedtagen paa Island, og de verdslige Høvdinger vare derfor i deres gode Ret, ja handlede endog efter Pligt, naar de til Ordens Overholdelse i deres Jurisdiktion anstillede Søgsmaal mod Lovovertrædere, uden Hensyn til, om de vare gejstlige eller verdslige. Allerede tvende Gange havde Biskoppen sat Kolbein i Ban, fordi han ikke endsede hans Indsigelser, men vilde have fremmet, hvad han ansaa for Ret, og kun ved fælles Venners Mellemkomst lykkedes det at faa mæglet et Slags Forlig, hvorved Erkebiskoppens Dom i Sagen forbeholdtes. Men imidlertid chikanerede Biskoppen uafladeligt Kolbeins Thingmænd, der klagede over at de aldrig kunde være i Fred. Da Biskoppen ikke længe efter tog en udsvævende Akoluth, som havde vanæret en Kvinde, i Beskyttelse mod Kolbein, der efter hendes Brødres Anmodning vilde hænde Dom over Forbryderen, tabte Kolbein Taalmodigheden; erklærende, at det ej nyttede at indgaa noget Forlig med Biskoppen, som brød enhver Overeenskomst, lod han Klerken dømme efter Loven, og holdt i Forening med Sigurd Ormssøn 14 Dage derefter den lovbestemte Exekutions- eller Ferans-Dom. Følgen var, at Biskoppen tredie Gang satte Kolbein i Ban, og med ham tillige Sigurd Ormssøn. Til Gjengjeld sagsøgte de sex af Biskoppens Mænd – ham selv vilde de endnu skaane – fordi de havde søgt at unddrage Klerken den lovlige Straf. Og da de vare komne tilbage fra Althinget, hvor ingen havde kæret sig det mindste om Bansættelsen, men holdt Samkvem med dem, som ellers[1], og hvor Fredløshedsdom blev afsagt over de sagsøgte, samlede Kolbein Folk over alle Hereder for paa selve Bispegaarden at exekvere Dommen. Hvis dette lykkedes Kolbein i Biskoppens egen Nærværelse, var det en stor Ydmygelse for denne, og da han ikke havde Folk nok om sig til at gjøre Kolbein Modstand, raadede hans Venner ham til ikke at oppebie ham. Modstræbende fulgte han deres Raad, og begav sig bort, som det hed, paa en Visitatsrejse til de østligere Egne, hvor hans Frænde Agmund Thorvardssøn havde Godord. Men han medtog alle de domfældte, og tilstedede dem at ledsage ham i Kirke og andensteds, som om de vare aldeles uskyldige. Til Gjengjeld gik Kolbein, saavel som alle andre af Biskoppen bansatte Mænd i Kirke og til Gudstjeneste; Presterne selv lagde dem ingen Hindringer i Vejen, og bleve til Straf selv satte i Ban, lige saavel som alle de, der understøttede Kolbein og Sigurd, eller holdt mindste Samkvem med dem. Hvilken Forvirring derved opstod, er let at skjønne. En vanskelig Stilling havde i Særdeleshed Biskop Paal, der ønskede at overholde Fred, Orden og
- ↑ Det var nemlig, som ovenfor omtalt, en Følge af Bansættelsen, at den Bansatte skulde være udelukket fra alt Samkvem med andre, og at den, som overtraadte dette Forbud, selv kom i Ban.
