ham; da siden efter Thorvald, Gudmund Dyres Søn, overlod Sigurd sine Fædrene-Godord, skjenkede Sigurd dem igjen til Emne, der saaledes endnu førend han havde naaet Ynglingsaarene var udseet til at optræde som en af Nordlandets fornemste Høvdinger[1].
Det varede ikke længe, førend Biskop Gudmund fandt Sigurds Formynderskab utaaleligt. Han søgte derfor allehaande Paaskud til at faa ham bortfjernet. Allerede om Vaaren 120–l foreslog han ham at tage sig af det forfaldne Tveraa Kloster. Da Sigurd havde megen Kjærlighed til dette Sted, hvor hans Fader Orm var død som Munk, begav han sig virkelig derhen, fik nye Bygninger opførte, og bragte det i det hele taget paa Fode; da dette var tilendebragt, overdrog Gudmund ham Madrevalle Kirke med tilhørende betydelige Kirkegods. Derved synes han selv virkelig at have faaet friere Hænder i Godsets Bestyrelse, og dette afværgede, som det lader, i de første Aar alvorligere Stridigheder mellem Biskoppen og Høvdingerne. I nogen Tid var det nu temmelig stille og roligt paa Øen, saa at den eneste Begivenhed, der fortjener nærmere Omtale, kun er den gamle, højt anseede Gissur Hallssøns Død 1206. Men dette Dødsfald var just paa denne Tid til stor Skade for Landet, da man saa højlig trængte til en Mand, som han, der deels ved den almindelige Agtelse, han nød, deels ved det patriarchalske Forhold, hvori han stod til saa mange Høvdinger, der enten vare hans Sønner, Svigersønner eller Frænder, kunde udøve en Indflydelse som ingen anden, til at holde Fred og Rolighed vedlige. Strax efter begyndte ogsaa virkelig større Uro og Voldsomhed at vise sig i Landet; navnlig see vi Gissurs Søn Thorvald nu med større Heftighed end hidtil at kaste sig ind i de politiske Konflikter, og til samme Tid begyndte Biskop Gudmund at gjøre Kvalm, idet han med en Voldsomhed, der røbede fuldkommen Mangel paa Forstand til at rette sig efter Tid og Forhold, begyndte at sætte de nye Principer om Kirkens Frihed og de Gejstliges Uafhængighed af verdslig Magt og verdslige Domstole igjennem. Naar Kolbein, Sigurd eller andre Høvdinger sagsøgte Gejstlige i Pengesager, ja endog for virkelige Lovovertrædelser, protesterede Biskoppen mod deres Kompetence dertil, paaskydende „Guds Lov“, hvorefter Gejstlige kun havde at svare for gejstlig Domstol[2]. Men denne „GudsLov“, aller først paa-
- ↑ Sturlunga-Saga III. (b.) 22.
- ↑ Allerede ved det første Sammenstød mellem Kolbein og Biskoppen, da denne beskyttede en Prest, som Kolbein havde sagsøgt for en Pengefordring, skred Gudmund paa en hidtil i Landet uhørt Maade ind med sin biskoppelige Myndighed, idet han, efter først at have modsat sig Sagens Afgjørelse paa Hjemstedet, gik til Dommen paa Althinget i fuldt biskoppeligt Skrud, og forbød Dommerne at dømme Presten. Da de alligevel dømte ham, exkommunicerede han Kolbein og alle Dommerne. (Sturlunga-Saga VI. 2.)
