hans Sted, men forgjæves, og da nu Venner og Frænder forenede sig om at smigre for ham og sætte Mod i ham, og navnlig hans Farbroder, den gamle Thorvard Thorgeirssøn, i Egenskab af Familiens Hoved formelig befalede ham at paatage sig Embedet, ja endog fortalte ham et Par Drømme, der skulde varsle om hans tilkommende Storhed, kunde han ikke længer holde Stand, men erklærede sig villig til at opfylde deres Begjæring[1]. Samme Aften viste Kolbein ham sin Underdanighed ved at varte ham op ved Bordet[2]. Men dette var, som man snart erfarede, kun for et Syns Skyld. Dagen efter ledsagede Kolbein ham til Biskopssædet Hole, og aldrig saa snart var Gudmund der modtagen med højtidelig Procession og anerkjendt som Herre, førend Kolbein, uden engang at spørge ham ad, tog hele Godset og Gaardens Huusholdning under sin Bestyrelse. Gudmund fik ikke engang Tilladelse til at have sine Brodersønner hos sig, og da en Hob Fattigfolk strømmede til, i den Tanke at de nu ret skulde faa gode Dage, og Gudmund ogsaa ganske rigtig vilde lade dem give to Maaltider om Dagen, viste Kolbein dem ind i et Gjestehuus og lod dem kun give eet Maaltid. Det var visselig nødvendigt, at Gudmund ikke fik uindskrænket Raadighed over Godset, da han ellers upaatvivleligt snart vilde have forødt det. Men Kolbein tilsidesatte altfor meget Sømmelighedens Former. Gudmund følte det, og gav sin Harme Luft i enkelte Hentydninger, uden at det dog blev anderledes. Kolbeins Bestyrelse var dog kun midlertidig. Da Vintren kom, skrev Gudmund til Sigurd Ormssøn, og tilbød ham, ifølge det tidligere Løfte, at komme til Hole, bosætte sig der, og overtage Godsets Bestyrelse i Forening med ham. Sigurd kom, men erklærede at han ej vilde flytte fra sin Ættegaard uden paa den Betingelse at han og hans Hustru Thurid fik Eneraadighed over Hole Gods, saaledes at Gudmund selv intet skulde have at sige derover. Gudmund vilde nødig indlade sig paa saa haarde Betingelser, men da Kolbein, der sandsynligviis allerede paa Forhaand havde aftalt den hele Sag med Sigurd, saavel som mange andre Mænd, forestillede ham, hvor godt Biskopsstolen var tjent med at have saa dygtige Folk til Bestyrere, som Sigurd og Thurid, lod han sig endelig overtale, og
- ↑ Disse Drømme angik, merkeligt nok, kun Thorvard selv, ikke Gudmund. Saaledes forekom det ham i den sidste Dram, som om han var i Nidaros i Kong Olafs Hall, og at denne venligt indbød ham (Thorvard) til at tage Plads hos ham, da han vilde blive velsignet i hele Norden. Dette, meente Thorvard, tydede hen paa Gudmund, og varslede om at han skulde blive indviet i Nidaros Christkirke. En dristig Forklaring! Sturlungasaga III. 13.
- ↑ Paafaldende var det dog ved denne Lejlighed, at Dugen var daarlig og forreven, hvilket Gudmund ikke undlod at betragte som et Tegn paa at det ej vilde gaa hans Biskopsmyndighed bedre.
