haandsalede, som det hed; Sigurd Bestyrelsen, saa at han selv i verdslig Henseende fremdeles blev lige saa umyndig, som under Kolbeins selvtagne Forstanderskab. Da dette var bragt i Orden, udfærdigede Gudmund et Brev til Biskop Paal, hvori han tilkjendegav ham sit Valg, og henstillede til ham at bekræfte eller forkaste det, i hvilket sidste Tilfælde han var rede til, strax at træde tilbage; han meldte ham derhos at han havde taget Sigurd Ormssøn til at bestyre Godset, siden man havde saa meget at udsætte paa hans egen Forvaltning. Dette Brev overbragte Sigurd i egen Person. Biskop Paal tog ikke strax nogen Bestemmelse, men skrev til sin Broder, Sæmund i Odde, og æskede hans Mening. Sæmund svarede, at uagtet det var vitterligt nok, at Gudmund i Striden mellem ham og Sigurd just ikke havde viist sig som hans Ven, vilde han dog, i Betragtning af hans store Anseelse for Dyd og reent Levnet, tilraade, at Paal bekræftede hans Valg. Skulde det siden befindes, at han ej var sin Post voxen, fik det blive Nordlændingernes egen Sag, der med saa stor Egensindighed dreve deres Valg igjennem[1]. Nu kaldte Biskoppen Thorvald Gissurssøn og hans Brødre tilligemed deres Svoger Sigurd Ormssøn til sig, bekjendtgjorde, at han bekræftede Gudmunds Valg, og lod dem, som det synes, give deres skriftlige Samtykke dertil[2]. Derefter medgav han Sigurd et Brev til Gudmund, hvori han meddeelte ham Bekræftelsen, og anmodede ham om at komme til ham, førend han tiltraadte sin Indvielsesrejse til Norge, da han havde flere nødvendige Erender til Erkebiskoppen, som han helst ønskede besørgede ved ham selv. Gudmund kom, modtog Brevene, og rejste Sommeren derefter fra Landet i Følge med Ravn Sveinbjørnssøn, som han udtrykkelig havde anmodet om at være med, paa Grund af de gode Bekjendtskaber og den Anseelse, han havde udenlands. Det var paa denne Rejse, hvor de, som det allerede ovenfor er omtalt[3], bleve af Modvind fordrevne til Syderøerne, og havde Ubehageligheder angaaende Landøre-Afgiften, som Kong Olaf fordrede. De landede omsider ved et Sted, kaldet Eid, paa Nordmøre, hvor de erfarede Kong Sverres Død, der endnu ved deres Afrejse, skjønt efter mere end 4 Maaneders Forløb, ikke var bleven bekjendt paa Island. Det var just paa samme Tid, som Kong Haakon Sverressøn var undervejs fra Viken. Gudmund opsøgte ham enten i Bergen[4] eller traf ham paa Rejsen nordefter, og blev sær-
- ↑ Sturlungasaga, III. 15, hvor alle disse interessante Breve ere optagne in extenso.
- ↑ Der staar nemlig: „de bunde alle dette mellem sig med fast Aftale“, hvilket vel neppe kan betyde andet end at de indbyrdes enedes om at forsvare Valget, og oprettede en skriftlig Kontrakt derom.
- ↑ Se ovenfor S. 442.
- ↑ Se ovenfor S. 429. Gudmund, heder det i Sturlungasaga, traf Kongen i
