bildskhed. Derimod synes de mere oplyste og højere staaende Mænd, navnlig hans egen Principal Kolbein Tumessøn, ganske godt at have gjennemskuet hans Svagheder, og for en stor Deel at have betragtet ham som et Redskab, hvorigjenem man med Held kunde virke paa Mængden. Af denne Grund var det og, at Kolbein valgte Gudmund til Biskop efter Brand. Han ventede, heder det, derved at komme til at raade lige saavel over Gejstligheden som over Lægfolket der nord i Landet. Da dette Valg skede, var Gudmund fraværende paa en af sine sædvanlige Jærteinsrejser, hvorved han ogsaa i længere Tid havde opholdt sig hos Kolbeins Stiffader, Sigurd Ormssøn paa Svinafell. Af en Samtale, som denne havde med Gudmund, maa man næsten slutte, at Kolbein og Sigurd allerede i længere Tid havde været enige om, ved Biskop Brands nær forestaaende Død at gjøre Gudmund til hans Eftermand, for i Fællesskab at drage Nytte af ham. Sigurd henkastede nemlig nogle Ytringer om at han ej kunde lade den Skjendsel sidde paa sig, som han havde lidt i sin sidste Trætte med Sæmund Jonssøn, og at han havde den største Lyst til at tage Hevn. Gudmund bad ham indstændigt ikke at tænke paa noget saadant. Sigurd sagde, at den eneste Betingelse, paa hvilken han vilde lade Hevntankerne fare, var, om Gudmund, naar denne, som han ganske vist forudsaa, forfremmedes til højere Værdighed, vilde love ham at skaffe ham et godt Tilhold nordpaa, saa at han kunde afstaa Svinafell og sine Besiddelser paa Østlandet til sin Brodersøn Jon Sigmundssøn. Gudmund lovede det. Dette skede, siges der, samme Dag, som Biskop Brand døde.[1]. Kort efter erfarede man Biskop Brands Død, og da Gudmund paa Tilbagerejsen langs Øens Østkyst opholdt sig hos Jon Sigmundssøn paa Valthjofsstad, sagde denne ham, at Heredsmændene i Skagafjorden havde berammet Valgmøde til den følgende Dag, og at han vilde blive valgt. Faa Dage efter mødte han Udsendinger fra Kolbein, der bragte ham Brev fra denne med Melding om Valgets Udfald. I Førstningen synes Gudmund virkelig at have haft en Følelse af, hvor lidet han var et saa ansvarsfuldt Kald voxen, thi han ytrede for sin Frænde Agmund Sneis[2], at han ansaa det for en vanskelig Sag at binde an med saa mange mægtige, ulydige og avindsyge Folk som dem, med hvem han vilde faa at bestille. Han forhørte sig ogsaa hos et Par anseede Gejstlige om hvor vidt de skulde være villige til at træde i
