Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/833

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
815
1180–1230. Begivenheder paa Island. Snorre paa Reykjaholt.

Magnus blev gammel, begyndte det at gaa ud med ham, og han rum mere og mere i Pengeforlegenhed. Heraf benyttede Snorre sig. Han fik, rimeligviis mod en Affindelse i Penge, sin Morbroder Thord Bødvarssøn og andre, der meente at have Arvefordringer paa Godset[1], til at overdrage ham deres virkelige eller foregivne Ret, og gjorde nu Magnus det Forslag, at han skulde overgive ham Kirken med alt dens tilhørende Gods, imod at Snorre skulde sørge for ham og hans Hustru, og skaffe deres Sønner, der allerede havde modtaget Prestevielse, men ej ansaaes skikkede til at forestaa Kirken, al den Fremgang, det stod i hans Magt. Magnus gik ind derpaa, og nu flyttede Snorre til Reykjaholt, der fra den Tid af blev hans Hovedgaard, og som han meget forskjønnede og forbedrede, navnlig ved at opføre et prægtigt Bad af huggen Steen, hvortil Vandet lededes fra den nær liggende varme Kilde Skribla, og hvoraf der endnu findes betydelige Levninger. Hid bragte han da vel ogsaa sin Bogsamling, der nu ogsaa sandsynligviis forøgedes med de Bøger, Are frode havde efterladt, da man maa antage, at dennes hele literære Efterladenskab tilfaldt Sønnen Thorgils, og at det igjen efter hans Død snarere gik til Datteren Hallfrid og hendes Mand, Magnus Prest, end til Sønnen, den ulærde Are hin sterke[2];

    Islendingasögur I. S. 387, fgg.; et tidligere, med latinsk Oversættelse, i Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie l. S. 205, 206, hvor der og meddeles et Faksimile af Skriften. Dokumentet er, endog bortseet fra den Omstændighed at det vedkommer Snorre, af stort Værd, for saa vidt det nøje oplyser en mægtig Kirkeværges Rettigheder og Pligter. „Til Kirken i Reykjaholt (eller Raukjaholt, som Navnet efter den der forekommende, antike Skrivemaade kaldes), ligger hele Hjemmelandet med alle Herligheder; 20 Kør, en to Aars Tyr, 150 Faar m. m. 3 Heste, Seterbrug med tilliggende Fiskeri, Skov og Torveskurd“ o. s. v.; (de specielle Angivelser er det her overflødigt at meddele). Efter Opregnelsen af Kirkens Ejendomme, hvortil den ældste Deel af Maaldagen indskrænker sig, følger en Paategning, øjensynligen affattet ved Overeenskomsten mellem Magnus og Snorre; her angives at ligge til Kirken ti Hundreder sexalens Øre i Bøger, Messeklæder og Kirkeskrud, hvorhos Magnus og Hallfrid havde skjenket et Krucifix og nogle Billeder at sætte over Alteret, ligesom ogsaa Snorre og Magnus tilsammen skjenkede det paa Alteret staaende Relkivieskrin. Den, som bor paa Reykjaholt, heder det, skal bestyre Hofslandet samt have Nytten af to Kugilder, imod at føde en fattig og hjelpeløs Kone, hvilken Besidderen af Godset selv kan vælge. Alt det før omtalte Gods, Relikvieskrinet undtaget, tilvurderedes Snorre til en Værdi af 60 Hundreder“.

  1. Som Grund til disse Fordringer anførtes, at Paal Sølvessøn, Magnus’s Fader, ej var egtefød.
  2. At Snorre selv maa have haft en stor Bogsamling, er som sagt, øjensynligt af hans Skrifter, og vist er det, at fra Jon Loftssøns Død af omtales ikke længer Odde som noget Lærdomssæde. Jfr. „Grønlands historiske Mindesmerker“ 1ste Bind, S. 24.