smigre Sturla. Han kom.til Odde med Snorre, blev venligt modtagen, og fik ved Afskeden herlige Gaver. Snorre forblev hos Jon lige til dennes Død 1197, altsaa i over femten Aar; og dette Ophold i det mest dannede og med rige literære Skatte forsynede Huus, der egentlig kunde kaldes en formelig Lærdomsskole, har aabenbart hos den af Naturen højt begavede Snorre allerede fra Barneaarene af vakt eller idet mindste udviklet den Sands for literær Syslen, Skaldekunst og Historie, der aldrig forlod ham, endog under det uroligste, i politiske Storme omtumlede Liv, og i hans modnere Aar lod ham fremstaa som den ypperste historiske Skribent, den fælles norsk-islandske Literatur kan opvise. I denne Henseende bar altsaa Sturlas Sammenkomst med Jon Loftssøn en uventet heldig Frugt[1].
Sturla overlevede ikke længe denne sidste Strid. Han døde det følgende Aar (1182), 67 Aar gammel. Kort før var ogsaa Thorbjørg, Paal Prests Kone, død, og det er charakteristisk nok, hvad der fortælles, at Sturla ved Efterretningen derom lagde sig til Sengs, som han plejede, naar der var hændt noget, han tog sig nær af, og at han, da hans Venner ytrede Forundring over at han kunde sørge over Thorbjørgs Død, svarede: „saa længe hun levede, havde jeg dog altid et Paaskud til at øve Fiendtligheder mod hendes og Paals Sønner, men nu, hun er død, gaar det ikke vel an.“ Han efterlod ved sin Død tre Sønner med sin Egtehustru Gudny Bødvarsdatter, den før omtalte Snorre, der var den yngste, nu sex Aar gammel, Sighvat, der var tretten, og Thord, der var 18 Aar gammel; disse vare altsaa Hovedarvingerne. Thord og Sighvat tiltraadte derfor ogsaa strax Bestyrelsen af Hvamm med deres Moder Gudny. Desforuden efterlod Sturla den oven nævnte meget ældre uegte Søn, Svein Sturlassøn, paa hvis uregjerlige og urolige Sind vi allerede have seet Prøver. Hans Brødre traadte ligeledes i Faderens Fodspor, og deres Magt forøgedes idelig, saaledes erhvervede Thord Sturlassøn Gaarden Stad paa Snæfellsnes ved et Giftermaal med Are den sterkes Datter, en Datterdatter af Gissur Hallssøn, og da Einar Thorgilssøn, Sturlas gamle Medbejler, var død omtrent 3 Aar efter denne af nogle Saar, han havde faaet ved et uheldigt Forsøg paa at sætte sig i Besiddelse af en Arv, som han havde tilkjøbt sig, satte Sighvat Sturlassøn sig, der siges ej engang med hvad Adkomst, i Besiddelse af Stadarhool, Einars Fædrenegaard. Ved et nyt Giftermaal med Thorvard den riges Enke fik Thord endnu større Rigdomme, og var nu den mægtigste Høvding paa den Kant af Landet. Imidlertid var ogsaa Gissur Hallssøns Søn Thorvald bleven gift med
- ↑ Sturlungasaga 2 Th. Cap. 34–38.
