Bødvar. „Ja det er bekjendt nok“, svarede Jon, „at Sturla ikke plejer at betænke sig længe paa Manddrab, men der er ogsaa andre end Sturla, som forstaa sig paa at lade Folk dræbe, og det siger jeg dig, Bødvar, at for hver enkelt Mand, Sturla lader dræbe for Paal, lader jeg tre dræbe for Sturla“. Hermed endte denne Samtale. Mellem de forskjellige Partier paa Thinget herskede der nu i nogle Dage megen Spænding og gjensidig Frygt for Overfald. Sturla holdt sig som oftest hjemme, og vovede sig aldrig langt bort. Paal talte med Biskop Thorlak om Sagen; denne beklagede Paal, at han, en saa herlig Prest, skulde være kommen ud for slige ondskabsfulde og tillige mægtige Høvdinger, som Sturla og Bødvar, og uagtet ingen mere end han kunde have imod, at Prester bare Vaaben, raadede han ham dog selv til at gaa bevæbnet til nødvendigt Selvforsvar, da man af slige Fiender kunde vente sig alt. Paal fulgte hans Raad, men, siges der, „naar han gik fra Kirke, glemte han ofte Vaabnene efter sig, og viste derved, hvor lidet han var vant til at bære dem“.
Imidlertid underhandledes der om Forlig, og det blev Sturla klart, at Jon Loftssøn vilde lægge hele sin Indflydelse i Vegtskaalen. Hans Venner bade ham indstændigt at underkaste sig Jon Loftsøns Dom, hvilket ikke vilde være ham nogen Skam, medens det derimod var højst usikkert, hvorledes det i modsat Fald vilde gaa; han maatte dog erindre, at det var hans Parti, som først havde tilsidesat Jons Kjendelse. Saa nødigt Sturla vilde, maatte han indsee, at der her ikke var andet for end at give efter, og dette gjorde han da med saa megen Bram, som muligt, idet han efter en vidløftig Indledning endte med, at han ikke tvivlede om at hans Sag var i gode Hænder, naar en Mand som Jon Loftssøn, „den dyreste Mand i hele Landet,“ paatog sig at afgjøre den. „Maaskee“, sluttede han, „har jeg ej saa god Forstand til at indsee mit Bedste, men jeg ønskede dog gjerne min Hæder ubeskaaren.“ Ved disse Ord kunde Biskop Brand ikke bare sig for at udbryde: „Din Forstand tvivler ingen om, men om din Redelighed desto mere.“ Jon sagde: „Sturla har talt meget fornuftigt, men hvad Pengeboden angaar, som Presten skal udrede, da vil den blive betydeligt nedsat, thi nu er det mig, ikke Paal, med hvem Sturla har at bestille.“ Den blev ogsaa nedsat til 30 Hundreder, og Sturla maatte finde sig deri. Men for at forsone den ærgjerrige Mand ved en anden, usædvanlig Æresbeviisning, tilbød Jon, endnu førend Thinget var til Ende, Sturla at opfostre hans fireaarige Søn Snorre, og bad ham selv at bringe ham, idet han formeligt indbød ham til Kirkemessegildet paa Odde. Et saa hæderligt Tilbud kunde ikke andet end
til at udbryde: „skulde hvert Lem paa Havlide koste saa meget, da blev hele Manden forsvarligt dyr.“
