boene til at hjelpe mig, og det kan dog aldrig være din Mening, baade at gjøre Undtagelser fra Forliget og selv ganske alene at tildømme dig Æresoprejsning“. Hvad Sturla sagde hertil, meldes ej; men da han endelig skulde forkynde Kjendelsen, ytrede han følgende: „Jeg indseer ikke, hvorfor vi her ej kunne følge den forstandige Havlide Maarssøns Exempel, da han var bleven saaret[1]. For din Hustru Thorbjørgs voldelige Overfald paa mig bestemmer jeg tohundrede Hundreder, i Varer, Bofæ, Guld, brændt Sølv eller andre antagelige Ejendele“. „Det maa jeg tilstaa“, svarede Paal, „at har Uvilligheden længe verket og hovnet hos dig, saa er den nu bleven til en formelig Byld: til første Faredag i alle Fald kommer denne Bod ikke frem“. Alle de Tilstedeværende fandt det ogsaa højst forbausende, at Sturla ikke havde undseet sig ved at tage Munden saa fuld. Imidlertid red Paal hjem, og raadslog med sine Sønner, hvad der var herved at gjøre, thi skulde en saa uhyre Bod udredes, vilde næsten hele deres Ejendom gaa med. Man havde nu Valget, enten at udsætte sig for Sturlas Vold og Efterstræbelser, eller at søge mægtige Mænds Bistand, tildeels med Pengegaver, thi om at finde sig i den ubillige Dom kunde der ej være Tale. Heri vare Sønnerne enige, og han sendte nu den ældste, Brand, syd til Odda, for at underrette Jon Loftssøn om det forefaldne. Jon sagde strax, at det var højst usømmeligt at Høvdinger vovede at byde en saa ypperlig Prest, som Paal, saadan Ubillighed, og at han ved Althinget kunde gjøre Regning paa al den Bistand fra ham, som det stod i hans Magt at yde. Med denne trøstelige Besked drog Brand hjem, og da Tiden kom, red Paal, der selv havde Reykholtingernes Godord, til Althinget, dog med yderste Forsigtighed, om Sturla maaskee skulde have lagt Baghold i Vejen for ham. Ved hans Ankomst til Thinget mødte strax Jon Loftssøn ham, og indbød ham til sin Bod. Paal takkede for Tilbudet, og foreslog at de skulde tilbringe Dagene tilsammen, men vilde dog have sit egentlige Tilhold i sin egen Bod. Strax efter kom Bødvar Thordssøn til Jon, afsendt af Sturla, som lod hilse, at han haabede at Jon dog ikke vilde modsætte sig hans Sags Fremme, skjønt der rigtignok ymtedes derom. Jon svarede hertil, at man havde faret alt for voldsomt frem mod Paal, at det ikke sømmede sig for mægtige Høvdinger at behandle en gammel og hæderlig Prest saaledes, og at han derfor havde lovet ham sin Hjelp. „Jeg frygter for, at flere af Prestens Venner ville blive et Hoved kortere, hvis Sturla lider noget Skaar i sin Ret“, sagde
- ↑ Om Havlide Maarssøn og Thorgils Oddessøns Strid 1121, se ovenfor 641, 642, jvfr. Sturlungasaga I. 27. Havlide havde mistet en Finger og faaet to lemlæstede; derfor tildømte han sig 80 (efter en anden Læsemaade, som maaske er rigtigere, 30 Hundreder); dette var meget mindre end hvad Sturla tildømte sig efter et ringere Saar, og dog bragte det Skafte Thorarinssøn
