Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/819

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
801
1180–1230. Begivenheder paa Island. Haukdølingerne.

Jora, en Datter af Biskop Kløng og den forhen omtalte Yngvild Thorgilsdatter[1], hvis Kjærlighedshistorie med Thorvard Thorgeirssøn havde været den første Anledning til Uvenskabet mellem Sturla og Einar Thorgilssøn. Uagtet hans Fader, Gissur, endnu levede, fremtraadte dog baade han og hans Broder, den lærde og forstandige Magnus, Biskop Thorvalds Yndling og Discipel[2], som selvstændige Høvdinger, og aflagde, hvad man kunde kalde deres første Prøve paa Høvdingefærd, idet de efter Yngvilds Opfordring hævdede Dom saavel over Einars Drabsmænd som over nogle af Sturlassønnernes Thingmænd, der havde søgt at unddrage dem den lovlige Straf. Fra denne Tid af optraadte Thorvald stedse som den berømmelige Haukadals-Æts Hoved, og tog ivrig og indgribende Deel i alle vigtigere politiske Begivenheder i Landet. Uagtet hans Fader Gissur stod i den venskabeligste Forbindelse med Odde-Ætten, og Thorvald selv havde faaet Bistand af Jon Loftssøn, da han paatalte Einars Drab[3], indtog han dog en selvstændig Stilling, og hørte ikke til Kredsen af Oddemændenes stadige, underdanige Tilhængere. Vi ville senere see, hvorledes den Magt, hvortil han lagde Grunden, overfløjede alle andre Høvdingers paa Island, medens den dog tillige blev et Redskab til at tilintetgjøre Øens Selvstændighed.

Biskop Thorlaks velmeente, men ubetimelige Iver for, efter Erkebiskop Eysteins Opfordring, at indskrænke de verdslige Høvdinger i deres Raadighed over Kirkerne og Kirkegodset, og derved at grunde et virkeligt Hierarchi, strandede, som vi ovenfor have omtalt, paa deres energiske Modstand. Kun hist og her fik han drevet igjennem, hvad han vilde have indført ved enhver Kirke, at dennes Gods, registreret i en saakaldet máldagi

  1. Det er merkeligt nok, at endog en Biskop, og det en, der var saa højt agtet som Kløng, ikke skulde regne det nøjere end at gifte sig med et saa letfærdigt og man maa antage berygtet Fruentimmer som Yngvild, eller at dette ej skulde skade ham i det almindelige Omdømme. Det er i alle Fald et Vidnesbyrd mere om den Slaphed i Moralitet, som i den Tid var herskende paa Øen. I Hungrvaka omtales ej dette Giftermaal; maaskee har Forfatteren med Flid undladt at nævne det.
  2. Sturlungasaga III. 32. Her fortælles at Thorlak indviede baade Magnus og Thorvald til Prester. Imidlertid finder man i det følgende ikke mindste Tegn til at Thorvald har gjort sin gejstlige Værdighed gjeldende, eller op traadt anderledes end som en verdslig Høvding. Magnus derimod holdt mere paa sin gejstlige Værdighed og blev tilsidst, som vi ville erfare, Biskop i Skaalholt.
  3. Det er charakteristiskt nok, at Jon, ved Thorvalds Anmodning om at hjelpe ham, svarede: „vel var der just ikke synderligt Venskab mellem Einar og mig, men alligevel gaar det ikke an at Smaafolk slaa Høvdinger ihjel; derfor skal jeg tage dit Parti paa Thinget, naar Sagen kommer fore.“