Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/803

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
785
1180–1230. Begivenheder paa Island.

kunde da ikke vente længer, men rejste, trods alle Advarsler[1]. Da han kom til Norge, vovede Eystein, som anført, ikke at indvie ham, førend Kong Magnus og hans Fader Erling Skakke havde givet deres Samtykke dertil, og de toge, som der siges, „Thorlaks Sag tungeligen“, saa at man ogsaa tydeligt kan skjønne, at Erling kun benyttede sig af Lejligheden til at lade Islændingerne føle hans Magt. Vi have seet, at Sagen ved gode Mænds Mellemkomst blev bilagt, og at Fyrsternes Samtykke til Indvielsen blev givet; ja de skulle endog have viist sig venlige mod Thorlak, og givet ham Gaver, før de skiltes ad. Sandsynligviis blev vel og ved denne Lejlighed den hele Tvist mellem Landene bilagt; og siden gav Sverres Fremtræden Erling og Magnus saa meget at bestille i Landet selv, at de, om end Tanken om Islands Undertvingelse for en Stund kan have foresvævet dem, ej havde Tid eller Lejlighed til at efterhænge den, lige saa lidet som Sverre i sit urolige Kongedømme kunde tænke derpaa, end sige Haakon Jarl og Inge. Islands Høvdinger kunde endnu i henved trende Menneskealdere tumle sig med hinanden efter Behag, og fortsætte deres samfundsopløsende Bedrift. For saa vidt det kunde siges at de paa denne Maade netop arbejdede i de norske Udvidelsesplaners Interesse, og at det fra den blotte og bare Statsklogskabs Side, med Tilsidesættelse af alle moralske Hensyn, ej alene ikke kunde være Magthaverne i Norge ukjært at Forvirringen paa Island var saa stor som muligt, men det endog let kunde falde dem ind at bidrage til at forøge den, for at fremskynde en forudseet Opløsnings-Katastrofe, maa man erkjende, at Erkebiskop Eystein i det mindste optraadte uden eensidige national-politiske Hensyn, men med sand, reen kirkelig Nidkjærhed, idet han ved Breve, som endnu ere os levnede, ivrigt søgte at hemme Uvæsenet og indskærpe Sædelighed og Fredsommelighed. I alle disse Breve ivrer han mod den herskende Voldsomhed, fornemmelig mod Kirker og Gejstlige, og dadler tillige strengt den overvættes Løsagtighed blandt Folket. Flere Ytringer i det første Brev, der er henvendt til Biskoppen og alle anseede Mænd, ere ret charakteristiske til at give et Begreb om Tilstanden. „Det er“, siger han, „kommet mig for Øre, at der sidder blandt eder somme Mænd, der have deels slaaet, deels saaret, deels endog dræbt Prester, medens nogle have forstødt sine Hustruer, og taget Friller i deres Sted. Nogle have begge, saavel Konen som Frillen, paa een Gang i Huset hos m, og leve saaledes et vellystigt Liv, af det Slags, der drage alle Christne til Synden. Og om Biskopperne ville refse slige Mænd, og derved frelse dem fra den evindelige Død, da er det ligesom en Æressag at trodse dem, og ikke under-

  1. Biskop Thorlaks Saga (i Biskupa Sögur) Cap. 10.