vidt heller ikke hans Myndighed var tilstrækkelig, maatte ganske vist Tanken om at give sig under den norske Konge selv, og ved Opofrelsen af den politiske Friller, der ikke længer bar andre end de bitreste Frugter, tilkjøbe sig Ro og Sikkerhed, eller overhoved at stille sig under en Myndighed der aldeles overfløjede Høvdingernes, man tage den hvor man kunde faa den – ligge nær. At alt dette virkede sterkt til at undergrave Øens Selvstændighed og forberede Underkastelsen under Norge, er umiskjendeligt. Om end Statslivet paa Island havde været nok saa roligt og ordentligt, og Høvdingerne ikke havde gjort sig skyldige i-nogen statsopløsende Ferd, vilde allerede i og for sig Henlægaelsen af Island i kirkelig Henseende under Norges Erkestol have givet Stødet til Republikens Fald. Thi hvor meget end den norske Kirke søgte at frigjøre sig fra Kongemagten, saa lykkedes dette den dog langtfra ikke ganske, som vi have seet, og gjennem sin Indflydelse paa Kirken fik derfor ogsaa den norske Kongemagt middelbar Indflydelse paa alt, hvad der var lagt under denne, følgelig ogsaa paa det islandske Kirkevæsen, der greb saa mægtigt ind i Republikens verdslige Forhold. I den bremiske og lundske Metropolitanperiode følte den islandske Gejstlighed saa godt som intet til Metropolitanmagten, der var neppe Spørgsmaal om den, uden naar Biskopperne skulde lade slet indvie. De norske Erkebiskopper havde baade Magten til at gjøre deres Myndighed gjeldende, og de viste noksom, at de ikke vilde lade sig den frahævde af Mangel paa Brug. En Forsmag paa, hvorledes den norske Kongemagt gjennem den nys oprettede Metropolitanmyndighed ogsaa kunde udøve Indflydelse paa de islandske Forhold, fik man allerede ved den første Biskopsindvielse for Island, der blev foretagen af Metropoliten i Nidaros, nemlig da Erkebiskop Eystein, saaledes som det ovenfor (S. 245) er omtalt, skulde indvie Thorlak Thorhallssøn, Biskop Kløngs Eftermand, til Biskop i Skaalholt. Kløng havde allerede i Aaret 1173, tre Aar før sin Død, da han følte sig svag af Alderdom, ansøgt og faaet Erkebiskop Eysteins Tilladelse til at nedlægge sit Embede og lade en anden vælge i sit Sted; og da han Aaret efter (1174) paa Althinget anmodede Høvdingerne om at foretage Valget, overlode de det igjen til ham, hvorpaa han valgte den højt anseede Thorlak, sent den Gang var Abbed i Tykkebø. Men skjønt Kløng allerede var sengeliggende, og det saaledes hastede med Indvielsen, vovede man dog ikke, heder det, at lade Thorlak rejse over til Norge for at modtage Vielsen, saasom der den Gang var Ufred mellem Norge og Island, paa Grund af nogle Drab og Ejendonisbeslag. Hvorledes det egentlig hang sammen med dette, vides nu ikke, men vist er det, at der virkelig var en saadan Spænding, thi Eystein selv hentyder dertil i en Skrivelse, som vi strax nedenfor komme til at omtale. Imidlertid døde Kløng 1176, og Thorlak
